dao (Kong Fuzi)

Dao (Kong Fuzi), Grundbetydningerne vej og dyd eller retlinethed kommer til udtryk i de kinesiske tegn, hvor dao bl.a. indeholder en tegning af et vejkryds, de bl.a. en ret linje. Også enkeltvæsener og fænomener havde deres vej og dyd, der ikke kunne fraviges uden ulykkelige konsekvenser. Man talte således om "himlens vej" og "kongens vej". Dette naturlige, primitive dao indgik i de forskellige aristokratiske filosofisk-religiøse systemer, som opstod under Zhoudynastiet (1027-221 f.Kr.) og kulminerede i midten af det første årtusinde f.Kr., men med vidt forskellig tolkning. Fælles for dem var en oplevelse af, at den rette forståelse af dao var ved at gå tabt og måtte genvindes.

Filosoffen Kong Fuzi fortsatte en tendens i den aristokratiske religion, hvorefter dao og de ikke blot var naturlige, men også moralske størrelser. Vejen stod nu for moralske principper, dyden for moralske egenskaber. Endnu mere centralt stod dao hos en række mestre, som udviklede en mystisk lære og siden blev betragtet som grundlæggere af daoismen, dvs. 'læren om vejen'. Den vigtigste af disse mestre var Lao Zi, Mesteren Lao eller Den Gamle Mester, som siges at have forfattet skriftet Dao De Jing (tidl. Tao Te Ching, Bogen om vejen og dyden). Lao Zi er traditionelt blevet regnet for en af Kong Fuzis samtidige, men intet vides om ham som historisk person, og værket blev efter alt at dømme sammenstillet i 300-t. eller 200-t. f.Kr. Bogen består af 81 ganske korte kapitler, og den kaldes undertiden Lao Zis femtusinde tegn. Den er stilet først og fremmest til kongen, som opfordres til at følge vejen og lade sin dyd lede sig på den naturligste måde, dvs. ved intet at foretage sig. Wuwei 'ikke-handlen' er hos Lao Zi idealet for den kongelige vej. Bogen kan imidlertid også læses som en håndbog i mystik, og den rummer en række gådefulde, ofte poetiske udsagn, hvoraf nogle måske oprindelig har været anvendt som grundlag for meditation. Dao er tilværelsens urgrund og kan ikke sanses, men må opleves. Den er grundlæggende ubeskrivelig, og de forskellige betegnelser, som anvendes i bogen, er derfor i reglen negative ("formen uden form, billedet uden indhold") eller tilnærmelsesvise ("den kan betragtes som hele verdens moder"). Bogen udtrykker dyb skepsis over for al konventionel moral og begrebsdannelse: Ved at opstille begrebet god skaber man dets modsætning ond. "Væren og ikke-væren afføder hinanden", siges det, men den hellige mand formidler en lære uden ord og opnår derved at blive altomfattende.