Da Sangallo, italiensk arkitektfamilie fra Firenze bestående af brødrene Giuliano da Sangallo (1445-1516) og Antonio da Sangallo d.æ. (1455-1534) samt nevøen Antonio da Sangallo d.y. (1483-1546). Brødrene Giuliano og Antonio spillede begge vigtige roller ved udviklingen af florentinsk højrenæssancearkitektur.

Giuliano videreudviklede Brunelleschis ungrenæssancearkitektur ved som den første at overdække en bygning med græsk korsplan med en kuppel (Santa Maria delle Carceri i Prato, påbegyndt 1484); han opførte også Medici-villaen i Poggio a Caiano (fra 1485) ved Firenze.

Antonio, der i sine unge år arbejdede s.m. sin bror, var påvirket af Bramante, som det ses i hans hovedværk, kirken Madonna di San Biagio i Montepulciano (1518-40).

Antonio d.y. var elev af sine onkler og af Bramante i Rom fra 1506. Han var ledende arkitekt ved Peterskirken efter Rafael (1520-46) og fuldførte Villa Madama i 1530 efter Rafaels planer. 1514 påbegyndte han Palazzo Farnese i Rom, et hovedværk ved overgangen fra højrenæssance til manierisme.

Alle tre arkitekter virkede tillige som fæstningsingeniører, bl.a. ved Castel Sant'Angelo i Rom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig