cyklomorfose

Cyklomorfose. Hjuldyret Brachionus (ca. 0,2 mm) kan i lange perioder findes i en form uden torne (øverst tv.). Pludselig afløses den af en form med torne (øverst th.). Denne form dukker op, når et andet hjuldyr, Asplanchna (nederst), optræder i planktonet. Asplanchna (ca. 1 mm) lever bl.a. af Brachionus, som er et let bytte, når den ikke har torne. Men når Asplanchna findes i vandet, udvikler de følgende Brachionus-generationer torne pga. et protein, som Asplanchna udskiller.

.

Artikelstart

Cyklomorfose er en mere eller mindre regelmæssig, cyklisk ændring i en organismes form og udseende; er især beskrevet hos dafnier, men kendes også hos dinoflagellater og andre især planktoniske organismer. Fx har visse hjuldyr i nogle generationer lange torne, mens de mangler torne i andre generationer. Den mest kendte cyklomorfose er dafniernes regelmæssige skifte fra rundhovedede typer på de koldere årstider til de spidshovedede typer i sommertiden. Det er en beskyttelse mod de store mængder fiskeyngel, der optræder om sommeren. De spidshovedede dafnier undslipper lettere fiskene.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cyklomorfose kommer af græsk kyklos 'kreds, ring' og morfe 'form' og -ose.

Cyklomorfose er først og fremmest, eller måske udelukkende, et værn mod rovdyr, der med mellemrum findes på levestedet. Udviklingen af disse former har tilsyneladende nogle energiomkostninger, som med fordel kan spares, når rovdyrene er væk. Så udvikler arten en ny generation uden de beskyttende former. Energien bruges i stedet hos nogle dafnier og hjuldyr til formering.

Nogle dafnier kan udvikle en lille tand i "nakken". Det sker fx, når der er mange larver af "glasmyg" (Chaoborus, tidligere kaldet Corethra). De svæver frit i vandet ligesom dafnien, som de jagter. En dafnie med nakketand har 50% større chance for at undgå at blive spist af myggelarven end en dafnie uden nakketand. Myggelarven udskiller et stof i vandet, som påvirker dafniens fostre, så de bliver født med nakketanden. Det samme sker, når dafnierne påvirkes af ekstrakt fra knuste glasmyggelarver.

Visse arter af rygsvømmere, som er rovdyr og bl.a. lever af dafnier, kan også få dafnier til at udvikle udvækster. Jo tættere en bestand af rygsvømmere, des større er udvæksterne.

Skiftet fra den ene form til den anden kan følge en regelmæssig cyklus, fx i takt med årstiderne. Det sker bl.a., hvor rovdyrene dukker op hver sommer.

Man kender også cyklomorfose hos alger, fx Scenedesmus. Når de optræder sammen med dafnier eller i vand, hvor der har været dafnier, skifter de fra 1-2-cellet form til større 4-8-cellede former. Også hos hvirveldyr kendes cyklomorfose, fx kan gedder udskille et stof, som ændrer formen hos karusser.

Den danske ferskvandsbiolog C. Wesenberg-Lund beskæftigede sig i første halvdel af 1900-tallet meget med cyklomorfose, som han kaldte temporal-variation. Han lavede omfattende registreringer af især dafniernes cyklomorfose. Wesenberg-Lund var overbevist om, at de høje hjelme var et svæveapparat, der gjorde det lettere for dafnierne at holde sig svævende i det varmere og dermed mere letflydende vand. Senere eksperimenter har vist, at denne teori er forkert. Men en stigning i temperaturen kan få dafnier til at udvikle høje hjelme. En forklaring kan være, at høj temperatur indvarsler tiden, hvor fiskeynglen kommer. Se også økologisk kemi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig