Creek, indianere i det sydøstlige Nordamerika, de fleste tilhørende muskogee sprogfamilien. Creekindianerne regnes blandt de såkaldte civiliserede stammer. De var oprindelig landbrugere og jægere organiseret i ca. 50 bysamfund. I 1700-t. dannede byerne et forbund og allierede sig med englænderne i bl.a. Den Amerikanske Revolution 1775-83. Uenighed mht. hvorledes man skulle forholde sig til den amerikanske kolonisering førte i 1813 til borgerkrig mellem creekgrupperne. Den antiamerikanske fraktion blev i 1814 nedkæmpet af en amerikansk hær. 1830-40 blev samtlige creek tvangsforflyttet til Oklahomaterritoriet. I 1990 taltes omkring 30.000 creekefterkommere, de fleste i Oklahoma.