choriongonadotropin

Artikelstart

Choriongonadotropin, hormon, som dannes i moderkagen hos pattedyr. Hormonets vigtigste opgave er at sikre æggestokkenes gule legeme (corpus luteum), som producerer kønshormoner (østrogen og progesteron) af betydning for udviklingen af fostret og videreførelse af graviditeten. Choriongonadotropin har også betydning for moderkagens dannelse af progesteron.

Faktaboks

Etymologi
Ordet choriongonadotropin kommer af græsk chorion og afledn. af gone 'sæd' og -trop(os) 'noget der vender eller ændrer' og -in.

Choriongonadotropin består af to proteinkæder, hvoraf den ene er fælles for flere hypofysehormoner, mens den anden er speciel for choriongonadotropin. Påvisning af choriongonadotropin i blod eller urin anvendes som svangerskabsprøve. Metoderne er meget følsomme og kan påvise graviditet 8-18 dage efter ægløsningen, dvs. tidspunktet for første udeblivende menstruation. Måling af choriongonadotropin anvendes endvidere ved undersøgelser af evt. graviditet uden for livmoderen og ved sjældne former for kræft i moderkagen. Se også hormoner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig