Calcium-blokkere, calciumantagonister, lægemidler, der hæmmer transporten af calciumioner gennem specielle kanaler i cellevæggen ind i cellerne. Herved nedsættes cellernes evne til signaloverførsel, og muskelcellers evne til sammentrækning hæmmes. Det er især hjertet og muskulaturen i blodkarrene, der påvirkes. Midlerne kan derfor anvendes ved visse hjerterytmeforstyrrelser, ved angina pectoris samt ved blodtryksforhøjelse. Calcium-blokkerne kan pga. forskelle i virkning og kemisk opbygning inddeles i tre grupper:

I gruppe 1 findes verapamil, der har en kraftigere virkning på hjertet end på blodkarrene. Verapamil kan forebygge angina pectoris, fordi det får hjertet til at slå langsommere og nedsætter den kraft, hvormed hjertet trækker sig sammen, således at kravene til blodgennemstrømningen i hjertets kranspulsårer bliver mindre. Da stoffet hæmmer de elektriske impulser i hjertet, kan det også anvendes ved hjerterytmeforstyrrelser. Som bivirkninger optræder forstoppelse og tendens til hævede ankler.

I gruppe 2 findes bl.a. nifedipin, der langt overvejende virker udvidende på blodkarrene og således nedsætter modstanden i blodkredsløbet. Stoffet kan derfor anvendes ved blodtryksforhøjelse. Midlerne i denne gruppe kan også anvendes ved kredsløbsforstyrrelser, der skyldes sammentrækning af blodkarrene (Raynauds syndrom). De almindeligste bivirkninger er hovedpine, hjertebanken, ansigtsrødme og hævede ankler.

Diltiazem, der hører til gruppe 3, virker både på hjertet og blodkarrene og ligner således verapamil, men virkningen på hjertets muskelkraft er mindre. Det anvendes mest mod angina pectoris, men er også effektivt mod blodtryksforhøjelse. Hovedpine og langsom puls er de hyppigste bivirkninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig