Blodtryksforhøjelse, hypertensio arterialis, eller blot hypertension, grænsen mellem normalt og forhøjet blodtryk er ikke skarp, men er af WHO sat ved et systolisk tryk på 140 mm Hg og/eller et diastolisk tryk på 90 mm Hg, se blodtryk. De letteste blodtryksforhøjelser op til 160 systolisk og 95 diastolisk betegnes "grænsehypertension". 15-20% af voksne danskere lider af blodtryksforhøjelse, de fleste dog kun i lettere grad. Tilstanden er sjælden hos børn og unge, men hyppigheden stiger med alderen.

Faktaboks

Også kendt som

forhøjet blodtryk, højt blodtryk, hypertensio arterialis, hypertension (ordet hypertension kommer af græsk hyper- 'over' og latin tensio 'spænding'.

Årsager

Karakteristisk for forhøjet blodtryk er en øget modstand mod blodstrømmen i de mindste pulsårer. I de allerfleste tilfælde er årsagen ikke kendt, såkaldt essentiel blodtryksforhøjelse. Hos nogle få procent kan der påvises en årsag til det høje blodtryk, især kroniske nyresygdomme eller forsnævringer i nyrernes pulsårer og forskellige i øvrigt godartede svulster i binyrerne. Lejlighedsvis kan årsagen være et overforbrug af alkohol, salt eller lakrids. Sygdommen kan også udvikles som komplikation til graviditet.

Symptomer og komplikationer

Blodtryksforhøjelse er oftest uden symptomer, og det er karakteristisk, at tilstanden påvises ved blodtryksmåling i forbindelse med helbredsundersøgelse eller lægebesøg for anden sygdom. Ved kronisk meget højt blodtryk kan patienten dog få hovedpine, næseblod eller blive forpustet. Vigtigere er det, at blodtryksforhøjelse, som består over mange år, giver øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, først og fremmest blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt), hjertesvigt og apopleksi (hjerneblodprop eller hjerneblødning). Ved let blodtryksforhøjelse er risikoen for komplikationer lille, men den øges med stigende blodtryksniveau. Ved sværere blodtryksforhøjelse kan også nyrerne beskadiges. Behandling forebygger i stort omfang disse komplikationer.

Behandling af blodtryksforhøjelse

Blodtryksforhøjelse undersøges og behandles i Danmark især af alment praktiserende læger, og kun de sværere tilfælde henvises til hospital.

Diagnose

Når en blodtryksmåling viser forhøjede værdier, vil lægens første bestræbelse ofte være at få vurderet, om der foreligger en regulær blodtryksforhøjelse, eller om patienten blot har et nervøsitetsbetinget højt blodtryk ("konsultationsblodtryk"). Diagnosen baseres på et antal blodtryksmålinger med dages til ugers mellemrum. Hvis der er symptomer på højt tryk, må behandling påbegyndes hurtigere. Patienten undersøges for, om blodtrykket har påvirket hjerte, nyrer og kredsløb. De små pulsårers tilstand kan udefra vurderes ved inspektion af øjets nethinde. Desuden undersøges i varierende omfang mulige årsager til blodtryksforhøjelsen. Dette gøres især hos unge patienter, hvis blodtryk er stærkt forhøjet, eller i tilfælde, hvor det er vanskeligt at få blodtrykket ned ved behandling. Endelig vurderes tilstedeværelse af andre risikofaktorer for hjerte-kredsløbssygdomme: rygning, overvægt, dårlig fysisk kondition, forhøjede blodfedtstoffer (bl.a kolesterol) og overdrevent alkoholforbrug.

Behandling

Når diagnosen er stillet, træffes beslutning om behandling. Denne består af tre dele: Regulering af risikofaktorer og levevis, blodtryksnedsættende lægemidler og behandling af blodtryksforhøjelsens årsag, når den i sjældne tilfælde kendes. Regulering af livsstil omfatter reduktion af alkohol- og tobaksforbrug, eventuel afmagring og hos yngre mennesker øgning af det fysiske aktivitetsniveau. Af blodtryksnedsættende lægemidler findes forskellige typer, der oftest nedsætter blodtrykket ved at mindske den øgede modstand i patientens kredsløb (se ace-hæmmere, betablokkere, calcium-blokkere og vanddrivende lægemidler).

Det kan sjældent forudsiges, hvilket blodtryksnedsættende lægemiddel der virker bedst på den enkelte patient. Bivirkninger ved behandling med moderne blodtryksnedsættende stoffer er sjældne, men kan forekomme. Læge og patient vil derfor ofte arbejde sig igennem forskellige muligheder, før den bedste behandling er fundet. Ved sværere blodtryksforhøjelse gives ofte flere stoffer samtidig. Behandlingen er i de fleste tilfælde livsvarig, men undertiden forbliver blodtrykket normalt, når behandling af lettere blodtryksforhøjelse aftrappes. Blodtryksnedsættende behandling med lægemidler formår at ophæve patienternes øgede risiko for apopleksi og hjertesvigt, mens den øgede risiko for blodprop i hjertet kun delvis nedsættes.

I nogle af de sjældne tilfælde, hvor årsagen til blodtryksforhøjelsen kan påvises, kan patienten helbredes ved operation, der fx kan bestå i fjernelse af en ensidig skrumpenyre, udvidelse af en forsnævring på pulsåren til en nyre eller fjernelse af en svulst i en binyre. En ny type lægemidler til behandling af blodtryksforhøjelse (angiotensin II-receptorantagonister) er fremkommet i slutningen af 1990'erne. Stofferne udøver deres virkning ved at blokere en receptor på angiotensin II-molekylet, således at det ikke kommer til at virke. Deres virkning ligner virkningen af de beslægtede ace-hæmmere, men bivirkningerne, fx hoste, er færre. De finder også anvendelse ved behandling af hjerteinsufficiens. Se også mikroalbuminuri.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig