broer i Danmark

Betegnelsen bro henviser i skandinavisk vikingetid både til stenbrolagte vadesteder over elve og til brolægning af træplanker på tværs af færdselsretningen. Sidstnævnte omfatter træbrolagte gader i byer og ringborge, skibsbroer (brygger), fx i Hedeby, træbrolægning af vejen ved porten Kalegat i Danevirke og egentlige brokonstruktioner hævet over terrænet, såkaldte fribroer.

Man har fundet overgange over våde områder, der er stabiliseret med stenlægning som vadesteder, men også med grene og stammer på tværs af færdselsretningen, der dateres til oldtiden fra yngre dansk stenalder og frem som også kunne kaldes broer.

Brolægning henviser ofte til en stensætning, der modvirker nedslidning af jordoverfladen i trafikerede dør- og portåbninger, fortove, gårdspladser, gader og vejstrækninger i stort set hele oldtiden, middelalderen og nyere tid.

De mere kendte fribroer i Danmark stammer fra vikingetiden og er bygget af træ. Sjellebro over Allingå ved Sjellebro Kro blev undersøgt i årene fra 1951 og viste sig at bestå af flere vej- og broforløb over hinanden. Nederst er der en stenbrolagt vej, måske et vadested, fra førromersk jernalder (fra 500 f.v.t. til begyndelsen af vor tidsregning).

Herefter følger træbyggede broer fra midten af 700-tallet og en velbygget vej fra yngre vikingetid, som knyttes til den maskesten, der står oprejst i nærheden. En tidlig vej fra 700-tallet er påvist ved Nybro ikke langt fra Varde. Den har været konstrueret næsten som den berømte bro i Ravning Enge vest for Vejle, der dateres til vikingetid samtidig med Harald Blåtands imponerende palisade i Jelling og ringborgene fra ca. 980.

Et mindre broanlæg af træ fra vikingetid er udgravet ved Risby nær Bårse på Sydsjælland og er knyttet til en stenlagt vej. Under brofaget fandtes både en stenslæde og vogndele af træ, der formentlig knyttes til vejens og broens anlæggelse. Middelalderens danske vejbroer var som regel bygget af træ. Løvel Bro i den brede Skalsådal nord for Viborg var imidlertid bygget af granitkvadre af samme type, som blev brugt til de romanske kirker i området. Den blev undersøgt i flere omgange ligesom rester af fire tilsvarende i området og dateres til 1200-tallet. De var formentlig blevet bygget for at sikre bispen i Viborg sikre vejforbindelser i en urolig tid.

Efter indkaldelsen af franske vejingeniører til Danmark i slutningen af 1700-tallet begyndte man at bygge broer af sten i Danmark ved de nye hovedlandeveje (chausseer) og mindre veje, heriblandt de kendte hærvejsbroer i Jylland, som stammer fra 1800-tallet. De var bygget både som buebroer over en eller to piller eller som plankebroer af granitplanker, der ofte var udkløvet af bæresten fra stenalderens storstensgrave som dysser og jættestuer.