blodkredsløb

Hjertet er et muskulært hulorgan, der normalt består af to helt adskilte halvdele, der hver udgør en pumpe. Højre hjertehalvdel pumper blod, som kommer tilbage fra organismen gennem de to hulårer (venae cavae) ud i lungepulsåren og dennes grene til lungerne. Venstre hjertehalvdel, som er forsynet med en kraftigere muskulatur end den højre, pumper under et højt tryk blod fra lungeblodårerne ud i den store legemspulsåre (aorta) og gennem dennes grene ud til alle andre organer end lungerne.

Hver hjertehalvdel består af et forkammer (atrium), som modtager det tilførte blod, og et hjertekammer (ventrikel), hvis kraftigere udviklede muskulatur under sammentrækning pumper blodet ud i den fraførende pulsåre. Der sidder klapper mellem hvert for- og hjertekammer samt mellem hvert hjertekammer og dets fraførende pulsåre. Klapperne virker som ventiler, der ensretter blodstrømmen, således at denne normalt kun kan løbe fra forkammer til hjertekammer samt fra hjertekammer til pulsåre.

Blodkredsløbet inddeles i to underafsnit: det systemiske (det "store") kredsløb og lungekredsløbet (det "lille" kredsløb).

Det systemiske kredsløb omfatter den del af karsystemet, som fører blodet fra venstre hjertekammer ud gennem legemspulsåren og dennes grene til mindre pulsårer, arterioler og kapillærer (hårkar) i alle organer (med undtagelse af lungerne) og derefter tilbage gennem først små og senere store blodårer (vener) til de store hulvener, der tømmer sig i højre forkammer.

Lungekredsløbet omfatter den del af karsystemet, som fører blodet fra højre hjertekammer ud gennem lungepulsåren og dennes forgreninger til hårkarnettet i lungerne og tilbage gennem små og større lungeblodårer (-vener), af hvilke de fire største tømmer blodet ind i venstre forkammer. Det systemiske kredsløb og lungekredsløbet er altså forbundet i serie med hinanden, og tilsammen danner de et egentligt kredsløb. Dette er hensigtsmæssigt, da en af kredsløbets vigtigste opgaver er at transportere de to gasarter ilt (O₂) og kuldioxid (CO₂) mellem dels de "almindelige væv", der ved deres stofskifte forbruger O₂ og danner CO₂, og dels lungerne, der ved at skabe en gasligevægt mellem blodet og luften i lungeblærerne, alveolerne, muliggør optagelse af O₂ og afgivelse af CO₂.

I det systemiske kredsløb er de fleste organer og væv anbragt parallelt i forhold til hinanden; det enkelte blodelement, fx et rødt blodlegeme, passerer under et enkelt gennemløb kun ét organ. Der er dog nogle få undtagelser fra dette princip. Det blod, der forlader mave-tarmkanalen og milten, ledes gennem portåren videre til leveren, som således gennemblødes serielt med førnævnte organer. Leveren modtager dog også en mindre mængde blod gennem en pulsåre.

Det forhold, at de to hjertehalvdele er indskudt i kredsløbet i serie med hinanden, indebærer, at de nødvendigvis må pumpe blodet med samme hastighed. Hos en voksen person i hvile pumpes under hvert hjerteslag ca. 80 ml blod ud af hvert hjertekammer. Da hjertet normalt slår ca. 70 gange pr. minut, pumper hver hjertehalvdel 5,6 l blod pr. minut.

Alligevel udfører venstre hjertekammer et ca. fem gange større arbejde end højre hjertekammer, idet blodtrykket er ca. fem gange højere i pulsårerne i det systemiske kredsløb end i lungekredsløbet. Denne forskel skyldes, at strømningsmodstanden ligeledes er ca. fem gange større i det systemiske kredsløb end i lungekredsløbet. Blodtrykket i pulsårerne falder kun lidt med stigende afstand fra hjertet, idet strømningsmodstanden i disse kar er beskeden, hvilket afspejles af den funktionelle betegnelse for pulsåre: ledningskar.

Normalt måler man det arterielle blodtryk i det systemiske kredsløb i en pulsåre på overarmen, se blodtryk. Til trods for, at blodtrykket reguleres via bl.a. trykreceptorer i arterierne (arterielle baroreceptorer), varierer det hos det enkelte individ; under fysisk aktivitet stiger det arterielle blodtryk. Desuden udviser blodtrykket en stigende tendens med alderen.

En sygelig forhøjelse af blodtrykket er en farlig tilstand, der indebærer risiko for overbelastning af hjertet med kronisk hjertesygdom til følge. En anden risiko er sprængning af blodkar pga. den øgede spænding i karvæggene. Hvis dette sker i for eksempel hjernens kar, kan det medføre hjerneblødning, eventuelt med halvsidige lammelser til følge.

• blodkredsløb hos dyr