Bleudslæt, bledermatitis, røde, pletvise hudforandringer i bleområdet. Bleudslæt ses i kortere eller længere perioder hos de fleste blebørn. Fugtigheden under bleen og stoffer i urin og afføring medfører eksem, som kan forværres af infektion med gærsvamp og bakterier. Børn med tør hud og astmaeksem er mere sarte. Hyppig bleskift, jævnlig luftning af bleområdet og beskyttelse med vandskyende salve virker forebyggende. Vedvarende udslæt kræver behandling med lægeordinerede cremer, som dæmper eksemet.