balsamin

Balsamin. Øverst tv.: springbalsamin; nederst tv.: kæmpebalsamin; th.: småblomstret balsamin.

.

Balsamin. impatiens balsamina.

.

Springbalsamin (Impatiens noli-tangere).

.

Balsamin, springfrø, Impatiens, planteslægt i balsaminfamilien med ca. 450 arter, hovedsagelig i Den Gamle Verdens tropiske områder. Det er glatte urter, sjældent buske, oftest med saftige, glasklare stængler, hele blade og uregelmæssige (zygomorfe) blomster med en nektarproducerende spore. Frugten er en kødet kapsel, der ved modenhed springer eksplosivt op.

Faktaboks

etymologi:
Ordet balsamin kommer af græsk balsamine, af balsam.

I Danmark findes tre arter: Springbalsamin, I. noli-tangere, der forekommer på fugtig muldbund i løvskov; småblomstret balsamin, I. parviflora, der er indslæbt og under stadig udbredelse i skove, men også i haver og på fx ruderatpladser, og kæmpebalsamin, I. glandulifera, der ligeledes er indslæbt og forekommer ved søbredder og vandløb. Den almindelige potteplante flittiglise hører også til balsaminslægten.

I. balsamina plantes i haver og er en enårig sommerplante med hvide, dybrøde eller gule blomster. Den har en lang blomstringstid og er meget dekorativ. Den gror bedst i sol eller let skygge i næringsrig og ikke for tør jord. Der findes sorter af forskellig højde, og den kan også anvendes som stueplante.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig