Bægersvampordenen, Pezizales, gruppe af sæksporesvampe med ca. 400 arter i Danmark. Mange foretrækker god, kalkholdig jord langs skovveje, på brandpletter eller gødning, visse slægter er knyttet til mosser, og enkelte vokser i nåleskove på sur jord; de findes i både arktisk-alpine og tropiske egne. Traditionelt har de været betragtet som en orden med overjordiske frugtlegemer, apothecier, hvor sporerne blev frigjort aktivt, idet sporesækken, ascus, åbnedes i toppen med et låg, operculum.

Underjordiske, lukkede ascotrøffelsvampe anses i moderne taksonomi som afledte af bægersvampeslægter. Trøflerne betragtes derfor som stærkt specialiserede bægersvampe; mange er mykorrhizadannere med bl.a. eg og hassel. Foruden ascotrøfler er morkler (Morchella, Verpa og Disciotis) højt værdsatte spisesvampe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig