Begrebet au pair bruges om et ungt menneske, oftest kvinder, der udfører såkaldte "huslige pligter" hos en værtsfamilie i et andet land til gengæld for kost og logi samt et mindre beløb, der betegnes som "lommepenge".

Faktaboks

Etymologi
Ordet er fransk med betydningen 'på samme vilkår, til samme værdi'.

Siden 1990'erne har det i stigende grad været kvinder fra lande uden for Europa, der kommer til bl.a. Danmark som au paire. Personer fra såkaldt tredjelande kan nemlig søge en midlertidig opholdstilladelse under au pair-ordningen. Siden begyndelsen af 2000'erne har det især været filippinere, der er kommet til Danmark som au pairer.

Au pair som arbejde eller kulturudveksling

Fordi au pair-ordningen politisk betragtes som et kulturelt program, er au pairer ikke beskyttet af de regler, der i almindelighed gælder på arbejdsmarkedet, selvom de udfører opgaver, som under andre omstændigheder ville være omfattet af arbejdsretlige regler: privat rengøring, madlavning, børnepasning m.m.

I skattemæssig forstand betragtes au pairer imidlertid som ansatte, der modtager skattepligtig indkomst.

Fagforeningen FOA, der historisk har organiseret tjenestepiger, betragter au pair-ordningen som en arbejdsmarkedsordning, ikke som kulturel udveksling. Derfor optager de au pairer som medlemmer og arbejder for, at au pairer får samme rettigheder som andre lønmodtagere. Det ville bl.a. indebære, at de såkaldte lommepenge skal opfattes som løn, og at beløbet skal udregnes i relation til gennemsnitlig timeløn for sammenligneligt arbejde.

Regler og rammer for au pairer

Hvert enkelt land, der har en au pair-ordning, fastsætter regler og rammer. Der er kriterier for henholdsvis au pairer (fx alder) og værtsfamilier (fx boligforhold). Der er også en øvre grænse for længden af opholdet. I Danmark er det 24 måneder, og en opholdstilladelse som au pair kan ikke forlænges.

I Danmark skal au pair og værtsfamilie underskrive en standardkontrakt, der fastsætter det antal timer, au pairen må udføre opgaver i hjemmet (kaldet "huslige pligter"), rettigheder til fritid og til sprogundervisning, hvilke typer opgaver, en au pair må udføre, forsikring m.m., samt rammerne for kost, logi og "lommepenge".

Det beløb, au pairen skal modtage i "lommepenge", fastsættes af myndighederne og reguleres som udgangspunkt årligt. Fra 1. januar 2024 var satsen 4850 kr. pr. måned.

Historisk baggrund

Au pair som en form for hushjælp og dannelse stammer fra 1800-tallets Frankrig. Borgerskabets unge piger fik ophold i andre borgerfamilier mod til gengæld at blive oplært i husgerning og børnepasning. Siden blev det et internationalt fænomen.

Au pair-ordningen blev formaliseret i europæisk sammenhæng i 1969 med en rammeaftale udviklet af Europarådet, hvor der lægges vægt på au pair som en form for kulturel udveksling.

Det er også sådan, au pair beskrives af myndighederne i Danmark. Som "en ung udlænding, som ønsker at lære noget om dansk sprog og kultur", som det er formuleret af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) på siden nyidanmark.dk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig