Ammoniumforbindelser, kemiske forbindelser, der afledes af ammoniak og en syre. Fx dannes ammoniumsulfat, (NH4)2SO4, af basen ammoniak, NH3, og svovlsyre, H2SO4.
Ammoniumforbindelser indeholder således gruppen NH4, der ikke eksisterer frit, men indgår i en række salte, der har mange lighedspunkter med salte indeholdende alkalimetallerne. Dog tåler ammoniumforbindelser ikke glødning, og de sønderdeles af stærke baser under ammoniakudvikling.
De vigtigste ammoniumforbindelser er dem, der anvendes som kunstgødning, fx ammoniumsulfat samt diammoniumhydrogenfosfat, (NH4)2HPO4, og ammoniumnitrat, NH4NO3. Sidstnævnte stof har et særligt højt nitrogenindhold og er i princippet derfor et særdeles velegnet kunstgødningsmiddel; men da det også er eksplosionsfarligt og desuden let flyder hen, må det blandes op med andre stoffer som fx ammoniumsulfat og calciumcarbonat. Ammoniumnitrat anvendes også i sikkerhedssprængstoffer, dvs. eksplosiver, som kan håndteres, uden at de detonerer. Ammoniumcarbonat, (NH4)2CO3, kaldes også hjortetaksalt, en betegnelse der skyldes, at det tidligere fremstilledes ved tør destillation af hjortetakker, knogler o.l. Handelsvaren ammoniumcarbonat indeholder i reglen også ammoniumhydrogencarbonat, NH4HCO3, og ammoniumcarbamat, NH2CO2NH4. Produktet bruges som bagepulver. Dets virkning beror på, at det ved ophedning spaltes til luftarterne ammoniak, kuldioxid og vanddamp; når disse undviger fra dejen, hæver denne.
De fleste ammoniumsalte er letopløselige i vand. En undtagelse er ammoniumperklorat, NH4ClO4. Der findes derfor ikke større naturligt forekommende aflejringer af ammoniumsalte. Dog kan man finde ammoniumklorid, salmiak, NH4Cl, på steder, hvor naturlige forbrændingsprocesser har indvirket på nitrogenholdige materialer, fx i nærheden af vulkaner i regnfri områder. Ammoniumklorid anvendes bl.a. i brunstensbatterier.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.