amagersyning

Broderede hagesmække blev på Amager kaldt ved deres hollandske navn, slab. De ligner meget de hagesmække, som kendes fra øen Marken i Holland. Slabben blev brugt til dåbsdragten og var forsynet med stropper, så den kunne bindes fast om barnet. Slab med flettestingssyning i midterfeltet og enkeltudskårs i borten, 1768.

Broderet hagesmæk
Af /Museum Amager.
Indigofarvet og glittet kvindehætte fra hollænderamagernes dragt.
Indigofarvet kvindehætte
Af /Museum Amager.

Artikelstart

Amagersyning er broderier fra Amager. De adskiller sig fra andre danske broderitraditioner ved at være hollandsk inspirerede. De såkaldte hollænderamagere, som primært bosatte sig i Store Magleby efter invitation fra Christian 2. i 1521, skulle dyrke grøntsager til hoffet og Københavns voksende befolkning. Det blev en indbringende forretning, og hollænderamagerne blev velstående og udviklede en rig tradition og kultur, ikke mindst i deres beklædning og boligindretning.

Man har kendskab til amagersyninger, der med sikkerhed kan dateres til midten af 1700-tallet. I løbet af de næste 100 år nåede de deres storhedstid, hvorefter interessen for dem dalede igen.

Amagersyning dækker over flere hvide broderiteknikker, typisk syninger med hvid hørtråd på hørlærred. Teknikkerne skårkens, witwerk og dobbeltudskårs er teknikker, hvor tråde udtrækkes af lærredet, hvorefter syningen danner geometriske mønstre. Teknikkerne enkeltudskårs og platwerk er også udtræksteknikker, men mønstrene er ofte dyremotiver og andre figurer. Ofte blandes teknikkerne i de enkelte arbejder. Syningerne blev brugt på dragtdele og på sengetøj og andre boligtekstiler.

Flettesting syet med sort silke på hvidt hørlærred i fladedækkende mønstre var også en meget brugt broderiteknik. Den blev blandt andet brugt til brudgomspunge, som var den kærestegave, den unge kvinde gav til sin kommende ægtemand. Hovedmotiverne er dyrefigurer og blomster.

I midten af 1700-tallet begyndte man at farve en del af syningerne blå med indigo. Først så de blev lyseblå, men efterhånden kom det på mode at farve dem nærmest sorte. Desuden stivede og glittede man stoffet, så det lignede voksdug, og de underliggende syninger blev omtrent usynlige. I de gennembrudte syninger som f.eks. dobbeltudskårs kunne det underliggende stof i en afvigende farve dog ses og danne et raffineret farvespil.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig