Afløbssystemer, kloaksystemer, anlæg til transport af spildevand, regnvand og drænvand fra bebyggelser og afvandede arealer. Afløbssystemer skal bl.a. sikre befolkningens sundhed ved at lede forurenet vand bort fra boligområder. Vandet ledes til et rensningsanlæg, et vandløb, en sø, havet eller til nedsivning i jorden. Det meste af transporten foregår i rørsystemer under jorden, hvor vandet enten løber ved hjælp af tyngdekraft, tryk eller vakuum.

Fra oldtiden kendes allerede overdækkede afløbsledninger i Babylon. Den største ledning, Cloaca Maxima, blev bygget i Rom i 500-t. f.Kr. under den etruskiske konge Tarquinius Priscus for at dræne Forum Romanum. Den er endnu delvis i brug.

Efter en omfattende koleraepidemi i Europa i begyndelsen af 1830'erne indså man nødvendigheden af ordnede forhold vedr. afløbsvand. I England indførtes i 1848 en oversundhedsstyrelse, som bl.a. kunne tvinge byerne til at bygge afløbssystemer. I Paris blev der omkring 1850 anlagt tre hovedafløbsledninger gennem byen.

København havde omkring år 1800 et usammenhængende afløbssystem af åbne og overdækkede render og murede kloakker. Efter koleraepidemien i 1853 blev det i 1854 overdraget vandinspektør L.A. Colding at udarbejde en ny kloakplan, der betød, at husspildevand og overfladevand skulle samles og udledes i havnen og kanalerne. I 1860 blev de første afløbsledninger etableret.

I dag domineres afløbssystemet af to hovedtyper: fællessystemet og separatsystemet. I fællessystemet ledes spildevand, regnvand og drænvand i samme ledningsnet. Separatsystemet består af to ledningsnet, hvorigennem spildevandet transporteres i en separat spildevandsledning, mens det øvrige vand transporteres i en regnvandsledning.

Fællessystemet har den fordel, at man kan nøjes med ét ledningsnet. Ledningerne skal til gengæld have en størrelse, så de kan klare kraftige regnvejrsperioder med op til 50 gange mere vand, end afløbet modtager i tørvejr. De skal ligge med forholdsvist stort fald for at være selvrensende under tørvejr og ligge dybt for at kunne afvande kældre. For at mindske ledningsstørrelserne kan der bygges overløbsbygværker. Disse leder den overskydende vandmængde (overløbsvandet) bort fra ledningsnettet. Overløbsvandet ledes enten ud i et vandområde (recipient) eller over i et regnvandsbassin, hvorfra det kan ledes tilbage til afløbssystemet, når der er kapacitet til det. Regnvandsbassinet kan således udjævne vandmængden og dermed skåne recipienten for store, pludselige vandmængder. Det kan også nedsætte mængden af partikler, som ledes til recipienten.

Separatsystemet består af et spildevandsnet med ledninger med lille diameter i stor dybde og et regnvandsnet med store ledninger i ringe dybde. Separatsystemet leder alt spildevand til rensningsanlæg, mens regnvandet ledes direkte til recipienten, evt. via olieudskiller og/eller regnvandsbassin. For at mindske ledningsdybden kan der indbygges pumpestationer, der også bruges, når vandet skal op ad bakke. Pumpestationer benyttes især på spildevandsnet, hvis vandmængde ikke er stor.

Se endvidere afvanding.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig