Zamora, provins og by af samme navn i Castilla y León-regionen i NV-Spanien; 10.561 km2, 198.045 indb. (2005). Den omkranses af provinserne León (nord), Valladolid (øst), Salamanca (syd) samt Orense og Portugal (vest).

Mod nord og vest er landskabet bjergrigt med gode vækstbetingelser for især eg og kastanje. Her er bl.a. fåre- og gedeavl, mens den øvrige del mod syd og øst domineres af den spanske højslette La Meseta, hvor der især dyrkes korn, solsikke og vin.

Zamora by er en moderne handelsby; 66.123 indb. (2005). Den ligger 62 km nord for Salamanca og 54 km øst for Portugal og gennemskæres fra øst til vest af floden Duero.

Byen er særlig kendt for sine velbevarede romanske kirker og for domkirken fra 1151. Her ses stadig rester af bymure fra maurertiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig