Zambrano-dommen, afgjort af EU-domstolen den 8. marts 2011 (C-34/09), er en dom af stor betydning for EU's unionsborgere. Sagen omhandlede Gerardo Ruiz Zambrano, en colombiansk statsborger, der havde to børn med belgisk statsborgerskab. Da Zambrano arbejdede i Belgien, nægtede de belgiske myndigheder at udstede ham en opholdstilladelse, hvilket gjorde ham udelukket fra at modtage sociale ydelser, såkaldte arbejdsløshedsunderstøttelser.
EU-domstolen fastslog, at unionsborgerskab giver alle EU-borgere ret til ophold på EU's område. Medlemsstater må ikke implementere foranstaltninger, der hindrer borgere i at udnytte denne ret. I Zambrano-sagen var det ensbetydende med, at Belgien ikke kunne nægte Zambrano opholdstilladelse, da det ville tvinge de belgiske børn til at forlade EU sammen med deres forældre. Domstolen vurderede, at det ville være en hindring for Zambranos børn i at udøve deres rettigheder som EU-borgere.
Zambrano-dommen har markeret sig som en central dom inden for EU-retten, der har påvirket både medlemsstater og deres fortolkning af unionsborgerskab og tilknyttede rettigheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.