Yorktown, by i det sydøstlige Virginia i USA, der 1781 var skueplads for den afgørende militære konfrontation under Den Amerikanske Revolution. Støttet af franske flådeenheder belejrede amerikanske oprørsstyrker under George Washington den britiske hær, der kapitulerede, inden undsætningsstyrker kunne nå frem. Oprørsstyrkernes sejr førte til, at den britiske regering trådte tilbage, og de amerikanske koloniers selvstændighed blev anerkendt. Sammen med Jamestown og Williamsburg udgør Yorktown i dag museumsområdet The Historic Triangle.