William Pitt d.æ.

Faktaboks

William Pitt d.æ.
Født
15. november 1708
Død
11. maj 1778

Artikelstart

William Pitt d.æ. var en britisk statsmand. William Pitt, der var yngste søn af en godsejer, blev medlem af Underhuset i 1735 og gjorde sig snart bemærket som en stor taler med tilnavnet The Great Commoner. Han angreb heftigt Walpole-regeringen og dens efterfølgere for en for svag udenrigspolitik og for at tage mere hensyn til den britiske konges hjemland, kurfyrstendømmet Hannover, end til Storbritannien selv. Hans position blev efterhånden så stærk, at han trods George 2.s modvilje i 1746 fik en regeringspost. Her vakte han opsigt ved at afslå at tage imod de ikke ringe biindtægter, der var forbundet med embedet. Han udtrådte af ministeriet i 1755 i protest mod udenrigspolitikken.

Stillet over for Storbritanniens indledende modgang i Syvårskrigen (1756-63) måtte kong George 2. i 1756 modstræbende gøre ham til premierminister, og efter en kort afbrydelse dannede han i 1757 en samlingsregering sammen med Newcastle. Pitt fik ansvaret for udenrigspolitik og krigsførelse og lagde stor energi og beslutsomhed for dagen for at få vendt Storbritanniens modgang i Syvårskrigen. I disse bestræbelser holdt han sig ikke tilbage for at gribe direkte ind i hærens og flådens forhold i et hidtil uset omfang. Modgangen blev vendt. Britiske stridskræfter kæmpede mod Frankrig i Europa såvel som i Indien, Afrika, Caribien og Nordamerika, og sejrene her, bl.a. Canadas erobring, sikrede Storbritannien disse områder.

Derved var Storbritannien nået langt i retning af at blive en verdensmagt, og Pitt opnåede stor popularitet i bredere kredse. Den nye konge siden 1760, George 3., ønskede imidlertid fred, og i 1761 udtrådte Pitt af regeringen i protest og angreb heftigt sine efterfølgeres politik. I 1766 blev han på ny premierminister og blev ved samme lejlighed medlem af Overhuset som Lord Chatham.

Siden sine unge dage havde han været plaget af sygdom, bl.a. gigt, men også mentalt, og fra 1767 til sin formelle afgang i 1768 var han ude af stand til at føre regeringsforretningerne. Han kom sig dog periodevis og blev på ny en skarp kritiker af regeringens svaghed i forhold til Frankrig og dens egenmægtige skattepolitik over for de nordamerikanske kolonier. Pitt støttede dog ikke disses uafhængighed, men vedblev efter krigsudbruddet i 1775 at arbejde for at få en forsoning.

William Pitt er traditionelt blevet anset for en af Storbritanniens største premierministre pga. sejren i Syvårskrigen, og hvad deraf fulgte. Herimod er blevet indvendt, at Pitts strategi og politik ikke var original, men at sejren skyldtes andre og i et vist omfang beroede på tilfældigheder. Det er også blevet anført, at sejren førte frem til Storbritanniens nederlag i Den Amerikanske Frihedskrig, og at dette nederlag i øvrigt bidrog til at stille Pitt-æraen i særlig gunstigt lys. Ligeledes har 1900-tallets stadig mere kritiske holdning til imperialisme indvirket på synet på Pitt.

Selv fremstillede han sig som en leder, der hævet over partikævl og korruption varetog nationens interesse, og rigtigt er det, at han var en outsider i britisk toppolitik, hvorved en sådan opfattelse kunne vinde genklang. Indenrigspolitisk kæmpede han for retssikkerhed og borgerfrihed, men her var hans visioner urealistiske. Som parlamentariker var hans styrke talerens, hvorimod han, der af væsen var lidet vennesæl og omgængelig, ikke ejede tålmodighed og smidighed til at samarbejde om gennemførelse af konkrete reformer. Det er hans rolle som viljestærk, inspirerende og målbevidst leder under Syvårskrigen, der har givet ham afgørende og varig betydning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig