Robert Walpole, 26.8.1676-18.3.1745, britisk statsmand. Godsejeren Walpole var whig og sad i Underhuset 1701-12 og 1713-42. I 1712 blev han fængslet af tory-flertallet for korruption, men efter George 1.s tronbestigelse i 1714 fik han høje regeringsposter. Han gik af 1717, men vendte tilbage i 1720, hvor han genoprettede tilliden til pengevæsenet oven på the South Sea Bubble. Foruden at være chef for finansforvaltningen kontrollerede han parlamentsflertallet vha. et omfattende patron-klient-netværk, ligesom han nød George 1.s og senere George 2.s og dronning Carolines tillid. Derved var så megen magt koncentreret hos ham, at han i løbet af 1720'erne de facto blev Storbritanniens første premierminister, om end titlen ikke var officiel.
Walpoles æra blev indledningen til en lang periode med whig-dominans i britisk politik. For at hindre fransk støtte til den katolske gren af Stuartslægten, der gjorde krav på den engelske trone, førte han en franskorienteret udenrigspolitik. I løbet af 1730'erne svækkedes hans position i Parlamentet; i 1739 blev han mod sin vilje presset til at erklære Spanien krig, og da krigen gik dårligt, mistede han sin støtte i Underhuset og måtte gå af i 1742.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.