Robert Walpole

Robert Walpole, 26.8.1676-18.3.1745, britisk statsmand. Godsejeren Walpole var whig og sad i Underhuset 1701-12 og 1713-42. I 1712 blev han fængslet af tory-flertallet for korruption, men efter George 1.s tronbestigelse i 1714 fik han høje regeringsposter. Han gik af 1717, men vendte tilbage i 1720, hvor han genoprettede tilliden til pengevæsenet oven på the South Sea Bubble. Foruden at være chef for finansforvaltningen kontrollerede han parlamentsflertallet vha. et omfattende patron-klient-netværk, ligesom han nød George 1.s og senere George 2.s og dronning Carolines tillid. Derved var så megen magt koncentreret hos ham, at han i løbet af 1720'erne de facto blev Storbritanniens første premierminister, om end titlen ikke var officiel.

Walpoles æra blev indledningen til en lang periode med whig-dominans i britisk politik. For at hindre fransk støtte til den katolske gren af Stuartslægten, der gjorde krav på den engelske trone, førte han en franskorienteret udenrigspolitik. I løbet af 1730'erne svækkedes hans position i Parlamentet; i 1739 blev han mod sin vilje presset til at erklære Spanien krig, og da krigen gik dårligt, mistede han sin støtte i Underhuset og måtte gå af i 1742.