Faktaboks

William McKinley
Født
29. januar 1843
Død
14. september 1901

William McKinley afbildet på et 25-cents-frimærke.

.

William McKinley var en amerikansk politiker. Han var USA's 25. præsident i perioden 1897-1901. William McKinley var medlem af Repræsentanternes Hus for Det Republikanske Parti i årene 1877-1891 og stærk fortaler for en protektionistisk politik; de rekordhøje toldsatser, som USA indførte i 1890, er kendt som McKinley Tariff.

Med støtte fra industrifyrsten Marcus Alonzo Hanna var han i 1892-1896 guvernør i hjemstaten Ohio. I 1896 blev han nomineret som Republikanernes præsidentkandidat, og samme år vandt han valget stort; hans embedsperiode blev domineret af Den Spansk-amerikanske Krig i 1898.

William McKinley genvalgtes i 1900, men blev d. 6. september året efter ramt af to revolverskud under et besøg på en udstilling i Buffalo. Skuddene blev affyret af anarkisten Leon F. Czolgosz, der senere blev henrettet i den elektriske stol. Præsidenten døde af sine sår en uge efter og efterfulgtes af vicepræsidenten Theodore Roosevelt.

Man havde allerede i 1897 valgt at opkalde nationens højeste bjergtop (6194 m) efter William McKinley, inden han blev valgt som præsident. Mount McKinley ligger ca. 200 km nord for Anchorage i Alaska.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig