Wiener Gruppe, kunstnersammenslutning i Wien (selve betegnelsen er fra 1958), der i efterkrigstidens Østrig introducerede en avantgardebevægelse i opposition til det herskende kulturmiljø.

Dens udgangspunkt var en subkultur, hvor unge kunstnere prøvede at generobre traditioner fra begyndelsen af 1900-t., som var blevet undertrykt af nazismen: ekspressionismen, dadaismen, surrealismen og konstruktivismen.

Til den faste inderkreds hørte især Gerhard Rühm, Konrad Bayer, Friedrich Achleitner og Oswald Wiener, med den lidt ældre Hans Carl Artmann (1921-2000) som inspirator. Deres program, formuleret af Artmann i 1953, var både radikalt og esoterisk; det kom hverken an på formidling af et budskab eller overhovedet på et litterært resultat, men alene på den poetiske akt, selve den æstetiske proces.

At perfektionere og systematisere opfindelsesforløbet stod i centrum for en uhyre eksperimenterelyst, der arbejdede med nye udtryksmidler, produktionsteknikker og sprogmaterialer (dialekt, collager, visuelle tegn o.a.).

Med denne form for avantgardisme slog gruppen bro mellem den tidlige dadaisme og den "konkrete poesi" i Tyskland og var i sin radikalitet langt foran sin tid. Gruppen opløstes i løbet af 1960'erne, men med Rühms antologi Die Wiener Gruppe (1967) fik den et værdigt eftermæle som et kulturelt signal fra undergrunden, der var med til at opløse et forstenet kulturlandskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig