W.F.K. Christie var en norsk embedsmand og politiker. Efter sekretærarbejde i Danske Kancelli 1801-1808 blev Christie embedsmand i Bergen. I 1814 blev han byens repræsentant ved Rigsforsamlingen på Eidsvoll, hvor han stemte imod foreningen med Sverige. Kort efter fik han imidlertid væsentlig indflydelse på udformningen af den svensk-norske union efter de forhandlinger, som i 1814 førte til Mosskonventionen, der forpligtede den danske Christian Frederik til at frasige sig tronen og den svenske konge, Karl Johan, til at anerkende Eidsvollforfatningen. Christie fik en central politisk position, bl.a. som Stortingets præsident. Han blev i 1815 stiftsamtmand i Bergen. Han mødte en del kritik pga. sin velvilje over for bondestandens krav om indflydelse, og efter samlingen i 1818 forlod han politik pga. sygdom. I 1825 nedlagde han posten som amtmand. Samme år grundlagde han Bergens Museum og viede resten af sit liv til indsamling af fortidsminder.