Vor Frue Kirke (Assens Kommune)

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Også ombygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved støttepiller og dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode påbegyndte man før 1470 et tårn ud for skibets vestlige ende. De blev dog først bygget færdigt i en senere etape omkring 1470. Her fik det sin ottekantede overdel med høje, spidsbuede murfelter med smalle blændinger i. Kirkens hovedindgang er mod vest i bunden af tårnet.

I senmiddelalderen, formentlig fra 1400-tallets anden halvdel, tilføjede man et tværskib mod nord. Det har på taggavlen dekorationer af forskelligartede blændinger i horisontale bånd. Tværskibet blev senere forkortet og delvist integreret i skibet, da man frem mod 1490 byggede skibet om til en basilika. Det er en kirketype, som har hoved- og sideskibe, og hvor hovedskibet er hævet over sideskibene, så det har en række vinduer under loftet.

Et våbenhus ud for den vestlige dør i det nordlige sideskib blev tilføjet efter færdiggørelsen af det basilikale skib omkring 1490. Da det har et indmuret vievandskar, må det dateres før reformationen i 1536. Gavlens gotiske dekoration er af en type, som kan tilskrives den såkaldte Fåborg-mester, hvorfor våbenhuset kan dateres til omkring 1525.

Kirken er i det indre hvidkalket. Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets højskib, som overdelen af midterskibet også kaldes, de spidsbuede arkader mellem hoved- og sideskibe og de krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv.

Koret er hævet over skibets gulv med tre trin.

Kirken huser et middelalderligt monstransskab. Skabet blev brugt til at huse monstransen, som man inden Reformationen i 1536 brugte til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne, for menigheden, så de kunne tilbede den.

Altertavlen fra omkring år 1625 har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. De flankeres af nicher med halvrund, muslingformet top, hvori der står skulpturer af evangelisterne Lukas og Johannes.

Over nicherne sidder der kartoucher med givernes navnetræk, og det er ganske bemærkelsesværdigt, at den kvindelige givers navn er sat i den privilegerede, heraldiske højreside (nord).

På ydersiden er der dekorativt udskårne vinger, mens de to sidste evangelister (Mattæus og Markus) ses på gesimsen over altertavlens midte. Toppen er opbygget efter samme mønster.

Altertavlen blev i 1826-28 forsynet med malerier udført af Jes Bundsen. De afbilder henholdsvis den sidste nadver og Jesu Dåb.

Prædikestol fra omkring 1670/75 er udført af Hans Nielsen Bang. Den har syv fag af hvilke de fem danner en kurv, mens to føjer sig om pillen. På de ni svagt fremspringende hjørner, der adskiller de enkelte fag, ses apostelfigurer. I de store felter ses relieffer af Jesu Passion fra opgangen: 1) Bønnen i Getsemane, 2) judaskysset, 3) hudflettelsen, 4) tornekroningen, 5) korsfæstelsen, 6) gravlæggelsen og 7) opstandelsen.

Døbefont fra 1910 er af jern, og den er udført af Anders Bundgaard. Kummen er formet som en omvendt keglestub, og den er smykket med relieffer, der forestiller Jesus velsigner de små, den gode hyrde og Moses med en skrifttavle samt Syndefaldet. Fontens fødder er udformet som personifikationer af kardinaldyderne Tro, Håb og Kærlighed.

Kirken rummer to epitafier, tre mindetavler og 45 gravsten, hvoraf nogle dog kun er bevaret som fragmenter. Endvidere findes et gravkapel med tre egekister.

I 1500-tallet tjente kirken først og fremmest som begravelsesplads for byens rådsaristokrati, mens kun nogle enkelte gravminder tilhørte adelige.