Vindblæs Hede, 1,5 km2 stor, fredet hedebakke 10 km sydøst for Løgstør. Det er den vestligste af de fredede Himmerlandske Heder. Morænebakken skråner mod vest fra 49 m.o.h. til 10-15 m.o.h. i den vestlige del. Her ligger et parti velbevarede oldtidsagre og fire gravhøje. Agerfeltet, der er fra ældre jernalder, blev fredet 1931. Overalt findes spor af den kulturbetingede sandflugt.