Faktaboks

Vilhelm Beck
Født
30. december 1829
Død
30. september 1901

Vilhelm Beck havde en stærk tilknytning til Vestsjælland, hvor han var født. I 1856-65 var han kapellan i Ubby mellem Tissø og Kalundborg og fra 1874 til sin død i 1901 sognepræst i Ørslev-Solbjerg nord for Slagelse. I de mellemliggende år havde han været sognepræst på Djursland.

.

Vilhelm Beck var en dansk præst. Han fik tidligt kontakt med vakte kredse og var i 1861 medstifter af Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark (se Indre Mission). I 40 år styrede Beck med fast hånd og konservativ varsomhed, strategisk overblik og journalistisk dygtighed foreningen, fra 1881 officielt som formand for den selvsupplerende bestyrelse. Beck gjorde Indre Mission til en landsdækkende kirkelig retning med missionærer, "samfund", missionshuse m.m., i en stadig balancegang mellem bevægelsens yderfløje.

I teologisk henseende lagde Beck vægt på sakramenterne og trosbekendelsen og var heri på linje med Grundtvig, men han delte ikke den grundtvigske opfattelse af en harmoni mellem det menneskelige og det kristelige. Beck trak et "skel" mellem troende og vantro; kristendom er udelukkende et frelsesspørgsmål. Kirkeligt og politisk var han højremand og kunne samarbejde med andre konservative fløje, men han bekæmpede alle oppositionelle kræfter inden for og uden for den missionske bevægelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig