Faktaboks

Vic Carmen Sonne

Victoria Carmen Sonne

Født
23. april 1994, København
Nationalitet
Dansk
Vic Carmen Sonne
Vic Carmen Sonne. Foto fra 2022.
Vic Carmen Sonne
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Vic Carmen Sonne er en dansk skuespiller, der er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Samme år brød hun igennem i Rasmus Heisterbergs I blodet, som hun modtog sin første Bodil-pris for i 2017. Den næste Bodil kom i 2019 for hendes præstation i Isabella Eklöfs Holiday (2018), mens hun året før modtog en Robert for sin birolle i Hlynur Pálmasons Vinterbrødre (2017).

Vic Carmen Sonnes karriere er fortsat på lærredet, hvor hun i 2024 er aktuel i Magnus von Horns Pigen med nålen, der deltager i hovedkonkurrencen ved årets Cannes Filmfestival.

Vic Carmen Sonne som filmskuespiller

Vic Carmen Sonne har siden barndommen været fascineret af film og fik som helt ung sin første filmrolle ved en åben casting. Efter få måneder på gymnasiet skiftede hun til cirkusskolen AFUK, hvor en underviser opfordrede hende til at søge ind på skuespilleruddannelsen. Sideløbende med sin uddannelse fortsatte hun med at indspille film.

Vic Carmen Sonne kan karakteriseres som en instinktiv skuespiller, der tilsyneladende går helt ind i de roller, hun spiller. Rollerne balancerer ofte mellem det sårbart sitrende og et stærkt livsmod, der kan stå i kontrast til de maskulint dominerede universer, hendes film ofte foregår i. Det gælder måske i særlig grad for rollen som gangsterkæresten Sascha i Isabella Eklöfs Holiday (2018), der rummer en af dansk films mest kvalmende voldtægtsscener, men også en film som Magnus von Horns Pigen med nålen, hvor hendes portræt af den fattige, gravide Karoline, der søger hjælp hos englemagersken Dagmar Overby, præcist rammer situationens smertepunkt.

I 2020 var Vic Carmen Sonne blandt årets Shooting Stars på filmfestivalen Berlinalen for sin evne til at skabe komplekse karakterer, der på samme tid er naive, modstandsdygtige og med et "uforfærdet letsind" møder livets udfordringer.

Tidlige film

Vic Carmen Sonne debuterede på filmlærredet allerede i 2006 med Emil Falkes (f. 1988) Happy New Year om ung ensomhed og kærlighed, og siden 2011 har hun medvirket i en række film, heraf flere afgangsfilm fra Den Danske Filmskole og uddannelsen Super16 inden gennembruddet med I blodet i 2016.

År Rolle i film Instruktør
2006 Siv i Happy New Years (kortfilm) Emil Falke
2011 Therese i Magi i luften Simon Staho
2012 Sofie i You & me forever Kaspar Munk
2014 Sally i Teenland (kortfilm) Sally Marie Grahtø Sørensen

Vic Carmen Sonnes vigtigste filmroller

År Rolle i film Instruktør
2016 Emilie i I blodet Rasmus Heisterberg
2017 Anna i Vinterbrødre Hlynur Pálmason
2018 Sascha i Holiday Isabella Eklöf
2021 Ines i Miss Osaka Daniel Dencik
2022 Anna i Vanskabte land Hlynur Pálmason
2024 Karoline i Pigen med nålen Magnus von Horn
Trine Dyrholm, Magnus von Horn og Vic Carmen Sonne
Vic Carmen Sonne (yderst th.) poserer sammen med skuespiller Trine Dyrholm og filminstruktør Magnus von Horn ved filmfestivalen i Cannes, hvor filmen Pigen med nålen om den danske seriemorder Dagmar Overby havde premiere i maj 2024.
Trine Dyrholm, Magnus von Horn og Vic Carmen Sonne
Af /Ritzau Scanpix.

Vic Carmen Sonne på tv

Vic Carmen Sonne har udover sine film også medvirket i danske og internationale tv-serier.

År Rolle i serie
2021 Katrine Poulsen i Red Election
2022 Medicinstuderende i Riget Exodus
2024 Bettina i Bullshit

Priser

År Pris Rolle i film
2017 Bodil for bedste kvindelige birolle Emilie i I blodet
2018 Robert for bedste kvindelige birolle Anna i Vinterbrødre
2019 Bodil for bedste kvindelige hovedrolle Sascha i Holiday

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig