Vesta (asteroide)

Vesta, det næstmest massive objekt i asteroidebæltet (efter Ceres; asteroiden Pallas er lettere, men muligvis lidt større end Vesta) med en radius på 255 km; opdaget 1807 af H.W. Olbers som den fjerde asteroide (4 Vesta). Dens middelafstand til Solen er 2,362 au, og omløbstiden 3,63 år. Den har en rotationsperiode på 5,34 timer og er med en albedo på 0,38 en af de lyseste asteroider, der findes. Vesta har en basaltisk achondrisk mineralogi, der minder om jordiske lavaer, hvilket er helt usædvanligt blandt asteroiderne.

En anden usædvanlig ting ved Vesta er, at man har prøver af objektet på Jorden. De såkaldte HED-meteoritter kommer fra et voldsomt meteornedslag på Vesta, hvor krateret når ned til kappen. Diogenitter er meteoritter fra Vestas øvre kappe, Eucritter er meteoritter af basalt aflejret som Vestas skorpe (ca. 10-15 km tykt lag), og Howarditter er meteoritter af breccia bestående af knust eucrit- og diogenitmateriale fra Vestas overflade. HED-meteoritter er bl.a. udstillet på Geologisk Museum i København.

Materialet, der blev til Vesta, har indeholdt større mængder af den radioaktive ²⁵ Al-isotop og har opsmeltet Vesta, så den blev differentieret med jern-nikkel i kernen og silikater i kappen/skorpen. De yngste mineraler er dateret til 4,5 mia. år.

I juli 2011 gik NASA's rumsonde Dawn i kredsløb om Vesta, indtil den forlod asteroiden i september 2012. Diverse spektroskoper skulle især undersøge det store krater Rheasilvia på Vestas sydpol fra lav højde.