Venezuela - økonomi

Venezuela - økonomi, Oliesektoren har siden 1920'erne været drivkraften i landets økonomiske udvikling. Venezuela besidder 6-7% af verdens oliereserver og er blandt verdens største olieproducenter og især -eksportører. Olieindustrien tegnede sig i 2005 for ca. en tredjedel af BNP, omkring 80% af eksportindtægterne og halvdelen af den offentlige sektors indtægter. Konjunkturerne er derfor meget følsomme over for udsving i oliepriserne. Staten har traditionelt spillet en styrende rolle i samfundsøkonomien. Allerede i 1930'erne blev beskatning af oliesektoren anvendt til at subsidiere landbruget, og efter demokratiets indførelse i 1958 blev olieindustrien udset til at finansiere langsigtede udviklingsplaner, som også omfattede betydelige sociale reformer. Venezuela var i 1960 med til at stifte OPEC, og landet oplevede frem til begyndelsen af 1970'erne en betydelig og stabil økonomisk fremgang.

Olieprisernes himmelflugt 1973-74 førte imidlertid til overambitiøse udviklingsplaner. De offentlige udgifter eksploderede, og staten øgede sit direkte engagement i økonomien gennem nationaliseringer af stål- og olieindustrien samt oprettelse af en lang række offentlige virksomheder. Da oliepriserne atter faldt, og verdensøkonomien i begyndelsen af 1980'erne blev ramt af krise, steg den offentlige sektors gæld imidlertid kraftigt. Det blev begyndelsen til en turbulent økonomisk udvikling frem til årtusindskiftet. Både i 1989 og i 1996 efter en alvorlig bankkrise så Venezuela sig nødsaget til at anmode Den Internationale Valutafond, IMF, om økonomisk støtte. Modkravene var bl.a. gennemførelse af økonomiske reformer, herunder en liberalisering af handelspolitikken, som traditionelt havde været indrettet til at beskytte hjemlig produktion, privatiseringer af statsejede virksomheder og en stabilitetsorienteret økonomisk politik. Kursen på valutaen, bolívar, var kraftigt overvurderet, og efter to devalueringer lod regeringen i 1996 valutakursen flyde; kort efter blev valutaen dog atter bundet til dollar, men i et forhold, som nedskrives hver måned i en på forhånd annonceret takt. Devalueringerne førte sammen med prisliberaliseringer til høj inflation. Da de offentlige udgifter endvidere blev reduceret betydeligt, blev konsekvensen en kraftig forværring af levestandarden.

Recessioner ramte Venezuela 1998-99 og igen 2001-03, forstærket af to måneders generalstrejke i oliesektoren, men stigende oliepriser har atter bragt økonomien i vækst i 2004-05. Olieudvinding skaber imidlertid ikke mange jobs, og Venezuela er præget af stor økonomisk ulighed med mere end 50% fattige. Chavez-regeringen har øget de offentlige budgetter med udvidet skatteopkrævning og store sociale programmer, som har medført en markant forbrugsstigning for de fattigste. En igangværende udstykning af godsejerjord har samme formål og skal desuden styrke økonomien uden for oliesektoren.

Olieindtægterne sikrer årlige overskud på de eksterne balancer, og størstedelen kommer fra samhandelen med USA, som er Venezuelas langt vigtigste handelspartner. Venezuela søger dog at øge den regionale handel gennem bl.a. deltagelse i en toldunion med Colombia, Bolivia, Ecuador og Peru, ligesom landet har søgt om optagelse i MERCOSUR. Danmarks eksport til Venezuela var i 2005 på 250 mio. kr.; importen derfra udgjorde 731 mio. kr.

Læs videre om sociale forhold i Venezuela eller læs om Venezuela generelt.