Venezuela - sociale forhold

Artikelstart

Venezuela - sociale forhold, Venezuelas store olieindtægter er bl.a. blevet udnyttet til at opbygge et socialt sikringssystem, der især fra midten af 1960'erne nåede ud til store dele af befolkningen, først og fremmest lønmodtagere i de større byer. Efter den første store økonomiske krise i midten af 1980'erne har staten vedvarende sparet på udgifterne til den sociale sektor og sundhedssektoren, og ligesom andre steder har man privatiseret dele af sundheds- og pensionssystemet. De pensioner, som det sociale sikringssystem skulle garantere lønmodtagerne, er blevet udhulet af kriserne.

31% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det er flere end både 10 og 20 år tidligere. Fra 1980 til 2000 havde Venezuela trods sine olierigdomme den stærkeste vækst i fattigdom i Latinamerika. Præsident Chávez har givet bekæmpelsen af fattigdom topprioritet. Derfor satte han i 2000 hæren massivt ind i gennemførelsen af Plan Bolívar for at forbedre leveforholdene for de fattigste gennem reparationer af gader, kloakker og bygninger i slumkvarterer og fattige landsbyer, forbedring af miljøet for at forebygge epidemier og forbedring af infrastrukturen. Hæren er stadig aktivt involveret i sociale og sundhedskampagner, men nu i samarbejde med de civile myndigheder og de 4000 lokalråd, der foreløbig er oprettet. Målet er 15.000. Indkomstfordelingen er dog stadig meget skæv. De fattigste 20% råder over 3% af den samlede indkomst, mens de rigeste 20% sidder på 53% af indkomsten.

De indianske folkeslag i det sydlige jungle- og savanneland og i de vestligste regioner er uden de rettigheder til bl.a. social sikring, som flertallet har, men regeringen har bebudet at man vil forbedre deres vilkår.

Læs videre om sundhedsforhold i Venezuela eller læs om Venezuela generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig