Vaasan lääni, sv. Vasa län, tidligere len i det vestlige Finland; siden 1.1.1998 en del af Länsi-Suomen lääni (sv.Västra Finlands län). Det tidligere len omfattede hele Sydösterbotten og den sydlige del af Mellanösterbotten, begge dele af de historiske landskaber Österbotten og Satakunta; 26.447 km2, ca. 260.000 indb., hvoraf 23% er svensksprogede. Vaasa (sv. Vasa) by var lenshovedstad. Kysten er en skærgårds- og fjordkyst med gode naturhavne, mens frugtbare landbrugsområder og store skove præger indlandet. Landbrug, skovbrug og fiskeri er stadig vigtige erhverv, men i øvrigt kendetegnedes lenet af et for Finland usædvanlig højt antal små selvstændige virksomheder, fordelt på mange forskellige brancher.