Vaasa, sv. Vasa, 1855-1917 Nikolaistad, by i Österbotten, Västra Finlands län, 58.597 indb. (2009). Byen ligger i den svensktalende del af Österbotten, men i selve byen er mindre end 30% er svensktalende. Den ligger ved Den Botniske Bugts smalleste sted, Kvarken, hvor afstanden til Sverige kun er 80 km. Byen blev grundlagt 1606 af Karl 9. Det gamle Vaasa nedbrændte totalt i 1852; ved genopbygningen flyttedes byen 7 km længere mod vest pga. stadig dårligere besejlingsforhold, forårsaget af landhævningen. Af samme grund er de nye havneanlæg bygget endnu længere mod vest. Under Den Finske Borgerkrig i 1918 havde den borgerlige hvide regering hovedkvarter i byen.

Bykernen i Vaasa har brede hovedgader og esplanader i et skakbrætagtigt gademønster. Højhusbebyggelser i bycentret har i dag erstattet de tidligere træhuse, som nu kun findes i et mindre område. Byen har en specialiseret industri (el- og dieselmotorer samt plastprodukter) og er et vigtigt uddannelses- og kulturcenter med et finsksproget universitet samt afdelinger af det svenskprogede Åbo Akademi og Svenska handelshögskolan, andre erhvervsskoler, flere teatre på begge sprog, opera og museer. Fra havnen er der færgeforbindelse til Umeå i Sverige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig