Udmurtien.

.

Udmurtien, republik i Den Russiske Føderation, en af landets 83 regioner; 42.100 km2, 1,52 mio. indb. (2010), heraf 28% udmurter (eller votjaker), 62% russere og 7% tatarer. Området ligger SV for Uralbjergene, mellem Volgabifloderne Kama og Vjatka. Hovedstad: Izjevsk. Frem til 1991 var Udmurtien helt domineret af Sovjetunionens militær-industrielle kompleks, og 70% af befolkningen boede i nogle få industribyer, alle præget af våbenindustri. Nu er der også maskinbygningsindustri (biler, jernbanemateriel), træindustri (ca. halvdelen af arealet er skov), fødevareproduktion og kemisk industri. Hertil kommer produktionen fra Udmurtiens olieforekomster, som står for 3-4% af Ruslands olieproduktion. Det berømte Kalasjnikov-gevær fremstilles stadig i Izjevsk.

Historie

I 700-t. kom udmurternes forfædre i kontakt med tyrkisksprogede bolgarer, der oprettede et rige ved Volga. Volgabolgarernes rige blev invaderet af mongolerne i 1236. Kort tid efter Ivan 4. den Grusommes erobring af Kazankhanatet i 1552 kom hele det udmurtisk befolkede territorium under russisk kontrol. Fra midten af 1700-t. blev udmurterne udsat for en hårdhændet tvangskristning, men gik først reelt over til den russiske ortodoksi i 1800-t.; hedenske ritualer er stadig udbredt blandt udmurterne. I 1600- og 1700-t. sluttede udmurter sig til flere centralrussiske bondeoprør. Efter sovjetmagtens konsolidering i Rusland oprettedes 1920 Det Votjakiske Autonome Område, der i 1932 blev til Det Udmurtiske Autonome Område. I 1934 fik området status som en autonom republik (ASSR). Fra 1990 har regionen haft status som republik i Rusland. I 1994 vedtog Den Udmurtiske Republik en ny forfatning, og i 1995 indgik man med den russiske centralregering en traktat om afgrænsning af beføjelser. I årene derefter var der flere konflikter med centralmyndighederne, der hævdede, at en række udmurtiske love var i strid med den føderale forfatning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig