Tørring, by på begge sider af Gudenåen mellem Give og Horsens; 2565 indb. (2014). Tørring ligger i Hedensted Kommune.

Gammel Tørring, den tidligere landsby, ligger nord for Gudenåen med bl.a. Tørring Kirke fra 1200-t., Tørring Gymnasium og musikskole. Stationsbyen på sydsiden af åen er opstået med anlæggelsen af Horsens Vestbane 1891, nedlagt 1962. Her ligger hovedparten af Tørrings erhvervsliv.

Rute 13, den gamle landevej mellem Vejle og Viborg, passerer vest om Tørring. Byen er udgangspunkt for kanofart på Gudenåen.

Nordvest for Tørring ligger et stort fredet område "Det store vandskel" med Gudenåens og Skjern Ås udspring i Tinnet Krat. Fredningen omfatter et område langs Gudenåen fra Egholm Mølle ved Tørring til Rørbæk Sø ved Skjern Å. Området, hvoraf en del er offentligt ejet, blev fredet 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig