Torø, halvø i Lillebælt 2 km sydvest for Assens; 64 ha. Den ubeboede halvø består af en moræneknold indtil 9 m.o.h. med mindre skovpartier, der omgives af strandenge. På Torø lå 1993-2002 en afdeling af Københavns Produktionsskole, oprettet efter at øens feriekolonier blev afviklet. Indtil 1990'erne var Torø omgivet af vand, men ændrede strømforhold har resulteret i, at det smalle Torø Sund er sandet til.