Tissø

Kvæg græsser sammen med store flokke af gæs på engene omkring Tissø. i baggrunden Sæby Kirke

.

Artikelstart

Tissø, sø i Vestsjælland 20 km nord for Slagelse. Tissø er med sine ca. 13 km2 Danmarks fjerdestørste ferskvandssø (efter Arresø, Esrum Sø og Mossø). Søen gennemstrømmes af Halleby Å, og vandstanden er siden 1890'erne blevet reguleret ved et stemmeværk i udløbet, Nedre Halleby Å.

Faktaboks

Etymologi
Søen kendes 1452 som Tisøe, af gudenavnet Tyr, glda. Tī, eller subst. tī '(hedensk) gud' og -sø.

Det regelmæssige søbassin har en stor, lavvandet bredzone med rørsump, hvorfor selv små ændringer i vandstanden resulterer i store variationer i søens overfladeareal. En undersøisk skrænt skråner ned til 10 m dybde; resten af bunden er jævn og ligger i 12-13 m dybde.

Bassinet er dannet af dødis, som er overlejret smeltevandsmateriale fra tunneldalen i nord og Bøstrup-dalen i syd. Østbreddens lave forland afgrænses bagved af tilgroede klinter, der især blev dannet, da Litorinahavet i Storebælt stemmede afløb og sø op; dette landskab blev fredet 1956. Søens rige fugleliv i træktiden er reservatbeskyttet, og søen er et EF-habitatområde.

Fra 1900-t. har stedets erhvervsfiskeri været kendt for ålefangst og udklækning af gedder.

Rundt Tissø er der gjort rige arkæologiske fund, se Tissøfundene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig