The White Stripes, amerikansk rockduo dannet i Detroit af guitaristen og sangeren Jack White (egl. John Anthony Gillis, f. 1975, og trommeslageren Meg White (egl. Megan Martha White, f. 1974). Duoen albumdebuterede i 1999 med The White Stripes og sikrede sig hurtig opmærksomhed med en skrabet, minimalistisk form for garagerock med referencer til både blues, rock'n'roll og psykedelia.

Duoens dogmeprægede udtryk viste sig også rent visuelt i dens brug af farverne rød og hvid med inspiration fra den hollandske kunstbevægelse De Stijl, som de også opkaldte et album efter i 2000. Internationalt slog gruppen for alvor igennem i 2002, hvor den vandt tre priser ved det årlige MTV Video Music Award show.

Succesen blev året efter fulgt op med The White Stripes' tredje album Elephant, der gav gruppen en førsteplads på den britiske hitliste og senere to Grammy Awards for selve albummet og dets førstesingle Seven Nation Army. Også gruppens to næste album, Get Behind Me Satan (2005) og Icky Thump (2007), vandt begge Grammy Awards.

I 2009 blev The White Stripes' koncertturne i Canada i 2007 skildret i dokumentarfilmen Under Great White Northern Lights. Jack White er ligeledes blevet portrætteret i dokumentarfilmen It Might Get Loud (2009) side om side med guitaristerne Jimmy Page fra gruppen Led Zeppelin og The Edge (egl. David Evans, f. 1961) fra U2.

Fra begyndelsen af duoens karriere var der mytedannelser om de to medlemmers indbyrdes relationer. Oprindelig fremstod de som søskende, men i virkeligheden var de et ægtepar 1996-2000.

I 2011 annoncerede The White Stripes efter en længere tids pause, at de opløste sig selv som gruppe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig