Faktaboks

Tagensbo Kirke
Sogn
Tagensbo Sogn
Provsti
Bispebjerg-Brønshøj Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Tagensbo Kirke er en utraditionel kirkebygning, hvor arkitekten har formået med få virkemidler at skabe et charmerende helstøbt bud på senmodernistisk kirkearkitektur.

Den ligger på Landsdommervej i Nordvest.

Kirkebygningen

Kirken fra 1970 er opført efter tegning af arkitekt Hans Christian Hansen. Bygningen er en enkel længe i blank mur med synlige, røde teglsten og betonpiller, og den har rødt tegltag. Over dens vestlige del er der et åbent klokketårn i beton.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest med koret mod øst, men selvom Tagensbo Kirkes længe har denne orientering, er koret vendt mod nord op ad langvæggen. Kirken er indpasset i karreens gadelinje, men den står ud på grund af sin konstruktion og valg af teglsten, der er røde modsat de flankerende bygningers gule.

Den modernistiske kirke er opført som et spindelvæv af bærende, lette betonpiller, der i det ydre tilsyneladende lunefuldt er forbundet ved vandrette dragere. Herved dannes der et mønster, der er spejlet omkring bygningens vertikale midterakse. Under de vandrette dragere er der små, kvadratiske vinduer.

Tårnet over kirkens vestlige ende er i en åben betonkonstruktion, der fremstår let som kirkens. Det er angiveligt inspireret af Arne Jacobsens tårn på Rådhuset i Aarhus. Hovedindgangen ligger direkte under tårnet.

Kirkens indre

Også det indre af kirken fremstår let og som sin helt sin egen. Her er facadens bærende betonpiller synlige, og herimellem er der lyst, blankt murværk, som på de andre vægge. Gulvet er belagt med røde klinker, som er ordnet i rækker mellem rummets langvægge, hvorved det store rum bliver brudt op og får en langsgående rytme.

Der er langs endevæggene og den sydlige langvæg to pulpiturer, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere, sangere eller orgel. Orgelet er indbygget i pulpiturerne over indgangen.

Inventar i Tagensbo Kirke

I Tagensbo Kirke er inventaret fra opførelsen. Her er løse stole og enkle, nedhængende pendler.

Alterbordet og prædikestolen er begge af beton med mønstret forside, og de står i midten af rummet mode den nordlige langvæg. Foran dem i midten står døbefonten med en korsformet konstruktion og et messingfad ovenpå.

Som alterprydelse tjener et stort kors, der hviler på jordkloden. Det er ophængt på korvæggen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig