Stratis Tsirkas, 1911-1980, græsk forfatter, født i Egypten, hvor han boede indtil 1963 og var aktiv i den kommunistiske bevægelse. Hans romaner og noveller, som forener realistiske og modernistiske elementer, skildrer kampen mellem tradition og revolution i Egypten under britisk overherredømme og i Grækenland 1944-74. Hans hovedværk, romantrilogien Herreløse byer (1960-65), handler om identitetskrisen hos en ung græsk marxist i det multikulturelle miljø i Jerusalem, Cairo og Alexandria under 2. Verdenskrig.