Storbritanniens fagbevægelse

Artikelstart

Den britiske fagbevægelse er den ældste i verden og opstod som resultat af skabelsen af en stor, urbaniseret klasse af både faglærte og ufaglærte arbejdere i midten af 1800-tallets industrielle revolution. Langt ind i århundredet var det ulovligt for arbejdere at organisere sig, men denne ret blev lovliggjort i 1871, hvor en regeringsnedsat kommission anerkendte, at der var fordele både for arbejdstagere og arbejdsgivere ved etablering af fagforeninger.

Fagbevægelsen så tidligt et behov for en politisk samarbejdspartner, og i år 1900 oprettedes Labour Representation Committee som et samarbejde mellem forskellige fagforbund og socialistiske grupper med det formål at få valgt flere arbejdere ind i parlamentet. I 1906 ændredes navnet til Labour Party. Fagbevægelsen arbejdede herefter tæt sammen med partiet, men forbindelsen blev svækket efter 1994 med udviklingen af New Labour under ledelse af Tony Blair, som ønskede at være uafhængig af fagbevægelsen. Der er dog fortsat flere store forbund, som er tilknyttet Labour Party.

De fleste britiske fagforeninger er medlem af paraplyorganisationen Trades Union Congress (TUC) som blev dannet i 1868. Denne har ikke en direkte tilknytning til Labour men søger at samarbejde med alle store partier og er den britiske fagbevægelses absolut dominerende landsorganisation. Uden for TUC står bl.a. General Federation of Trade Unions (GFTU), stiftet i 1899, som er hovedorganisation for cirka 35 mindre forbund med i alt cirka 250.000 medlemmer, hvoraf adskillige også har afdelinger under TUC-forbund. GFTUs medlemstal er halveret i det sidste årti. Endvidere findes uden for TUC fagforeninger for sygeplejersker, skolelærere, mellemteknikere og elektrikere.

Fagbevægelsen var oprindelig organiseret omkring de enkelte fag i meget standsbevidste fagforeninger. Fagbevægelsen voksede for alvor efter en storkonflikt i 1889, hvor også ufaglærte mandlige arbejdere begyndte at organisere sig. Små socialistiske organisationer og personer, bl.a. Karl Marx' datter Eleanor Marx (1855-1898), ydede en betydningsfuld indsats for de ufaglærte kvinders inddragelse i fagbevægelsen. Efter at den mere kampvillige nye fagbevægelse var opstået, blev den integreret i TUC og en ny bølge i udviklingen kom med etableringen af fagforbund for funktionærer i begyndelsen af 1900-tallet. Det er fortsat karakteristisk for britisk fagbevægelse, at den består af ofte meget store industriforbund (industrial unions), af en række forbund for faglærte arbejdere (craft unions) og forbund for funktionærer (white collar unions) samt af forskellige blandingstyper. Fagbevægelsen har gennem en lang årrække gennemgået en koncentrationsproces, som langtfra er afsluttet. Tendensen til ved sammenslutning at oprette meget store forbund som fx UNITE (transport-, metal- og finanssektoren) med 1,95 mio. medlemmer eller UNISON (offentligt ansatte) med 1,35 mio. medlemmer er øget. Samtidig eksisterer der dog fortsat en lang række små forbund med fra få hundrede op til 2000-3000 medlemmer og cirka otte mellemstore forbund med medlemstal svingende mellem 100.000 og 600.000 medlemmer.

Siden fagbevægelsen i 1980 nåede et højdepunkt med en organisationsprocent på cirka 55 og 13,3 mio. medlemmer, heraf cirka 12,2 mio. i TUC, har den lidt mange tilbageslag. Medlemstallet var i 2006 faldet til under 30% af arbejdsstyrken, dvs. cirka 7,5 mio. medlemmer, heraf knap 6,5 mio. i TUC, dog med store udsving i de forskellige erhverv og geografiske områder; specielt arbejdere i den private sektor og unge arbejdere er uorganiserede. Lidt flere er dog dækket af kollektive overenskomster. Faldet skyldes en kombination af den industrielle nedgang i Storbritannien — den traditionelle sværindustri og minedrift er reduceret voldsomt, hvilket har medført en stigende arbejdsløshed — og de politiske ændringer, som iværksattes af de konservative regeringer under Margaret Thatchers ledelse i 1980erne med frontalangreb mod fagforeningerne, som man mente misbrugte deres magt til at presse lønningerne i vejret. Regeringen gennemførte således en række ændringer af fagforeningernes strejkeret og retten til for andre fagforeninger at iværksætte sympatistrejker i solidaritet med strejkende fagforeninger. Et klimaks i styrkeprøven mellem regeringen og fagbevægelsen kom med den ét år lange minearbejderstrejke i 1984-1985, som blev iværksat i protest mod regeringens planer om at lukke en række kulminer i Nordengland og Wales, og som endte med nederlag til minearbejderforbundet og dets stærke leder Arthur Scargill.

De seneste tal for fagforeningsmedlemstal i Storbritannien offentliggjort, af det britiske erhvervsministerium, angiver antallet til knap 6,5 millioner eller 23,5% af arbejdsstyrken. Medlemstallet har været faldende gennem de seneste fire årtier fra et højdepunkt på 13,2 millioner i 1979. Især i 1980erne og 1990erne faldt medlemstallet drastisk mens faldet bremsende op fra 1996 og frem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig