Skolen for boligindretning

Artikelstart

Skolen for Indendørsarkitektur blev oprettet som en privat skole 1934 under ledelse af Harald Willerup (1909–1947). Willerup var inspireret af lignende skoler i udlandet, blandt andet i Tyskland, Italien og Storbritannien og USA og af de modernistiske strømninger i samtiden. Målet var at uddanne indretningsarkitekter (senere 'boligindretningskonsulenter') med både tekniske, kunsteriske og praktiske kompetencer, der kunne rådgive både producenter og forbrugere med henblik på at træffe mere praktiske, økonomiske og samtidig æstetisk tilfredsstillende valg. Hjemmene skulle være indbydende og attraktive, men også leve op til datidens funktionalistiske krav om høj kvalitet og forenkling af eksisterende interiør- og møbeltyper, oftest snedkerfremstillede.

Faktaboks

Også kendt som

Skolen for indendørs arkitektur, skolen for indretningsarkitektur

I 1942 skiftede skolen navn til Skolen for Boligindretning. Skolen blev i 1947 en afdeling under Frederiksberg Tekniske Selskabs Skoler. Samtidig overtog Finn Juhl, der fra 1945 havde været ansat som overlærer på den centrale afdeling for indretning af rum, rollen som skolens leder indtil 1955.

Juhl fortsatte det funktionalistiske program, men hvor Willerups prioritet var den sociale dimension, var Juhl mere interesseret i at skabe æstetiske hverdagsomgivelser. Juhl lod sig inspirere af samtidige internationale designmodernister, som fx Eames-parret og perspektivet blev bredt ud til kontor-, butik-, restaurant- og hotelindretning, dog fortsat med fokus på den private enfamilie-bolig. Under Finn Juhl's ledelse blev skolen, i kraft af hans personlige internationale gennembrug, også internationalt kendt, og skolen blev i årene efter han forlod den kendt som "Juhls skole".

I 1990 fusionerede den med flere beslægtede skoler til Danmarks Designskole (i dag Det Kongelige akademi – Arkitektur, Design, Konservering).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig