Shahriâr Mandanipur

Shahriâr Mandanipur er en af Irans førende prosaforfattere, der påbegyndte sit forfatterskab i 1990'erne. Fra 2007 har han levet uden for Iran, først og fremmest i USA og Tyskland.

Shahriâr Mandanipur afsluttede en BA i statskundskab fra Teherans Universitet i 1979; men kunne af politiske årsager og pga. krigen mellem Iran og Irak i årene 1980-1988, som han deltog i, ikke fortsætte sit studium. Herefter påbegyndte Mandanipur sin litterære karriere, dels som chefbibliotekar i Shiraz fra 1990 til 1996, dels som chefredaktør på det litterære tidsskrift sammesteds, Asr-e panjshanbe (”Torsdag eftermiddag”) og leder af Hâfez forskningscenteret fra 1996 til 2007.

Shahriâr Mandanipur er forfatter til en lang række romaner og novellesamlinger, hvor hovedværkerne er novellesamlingerne ”Mumie og honning” (Mumiyâ va ’asal, 1996), ’”Middagsmåne” (Mâh-e nimruz, 1997) og romanen ”Kærlighedens mod” (Del-e deldâdegi, 1998).

Mandanipurs værker er først og fremmest portrætter af menneskers psykologi, mennesker der lever presset af fortidens byrder eller en samtidig krise eller krig. Stilen i værkerne kan siges at være realistisk, men da den psykiske virkelighed er lige så sand som den ”virkelige” virkelighed for Shahriâr Mandanipur, blandes realismen med både surrealisme og det magisk realistiske.

Efter sin udrejse fra Iran har Mandanipur udgivet to anmelderroste romaner på engelsk. I 2009 udkom Censoring – an Iranian Love Story (oversat fra persisk af Sara Khalili). Denne roman er skrevet med tre forskellige skrifttyper, der indikerer graden af, hvor meget der ville være blevet censureret, hvis romanen var udkommet i Iran og ikke i USA. Værket er naturligvis en kritik af censuren i Iran, men det er også et værk om, hvorledes censur og kreativ forfattervirksomhed er viklet ind i hinanden i Iran, også historisk set, og hvorledes (selv)censur er en del af en skønlitterær skriveproces.

I 2018 udgav Shahriâr Mandanipur sin anden roman på engelsk, Moon Brow, (udkom i 2020 på persisk i London med titlen ’Aqrab-keshi). Det er en udviklingsroman, hvor man følger en ung mands udvikling gennem ungdomsårene, deltagelse i krig, og hjemkomst, såret og med hukommelsestab. Men det er også en roman, der stiller spørgsmålstegn ved det iranske mandebillede samt den sociale og kulturelle orden i Iran efter revolutionen i 1979.

Begge de ovennævnte romaner er ligesom Mandanipurs persiske værker oversat til vestlige, mellemøstlige og asiatiske sprog. På dansk findes to noveller, ”Drengen på den anden side af floden” i Ørkenrosen – og andre fortællinger fra Mellemøsten (Museum Tusculanum, 2003) og ”Hvis hun nu ikke har en kiste” i Fortællinger fra Iran (Københavns Universitet, 2010).