Satyrium, slægt af jordboende orkidéer, der omfatter ca. 85 arter, udbredt i Afrika, især Sydafrika, samt med nogle få arter i tropisk Asien. Det latinske navn skyldes de afrundede rodknolde, der har givet associationer til testiklerne hos satyrer. Blomsterstanden er et aks med få til talrige blomster. Den hætteformede læbe sidder i modsætning til de fleste orkidéers øverst i blomsten og bærer to sporer.