Sara Lidman

Faktaboks

Sara Lidman
Født
30. december 1923
Død
17. juni 2004
Sara Lidman. Foto 1954.
Af /Upplandsmuseet.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Artikelstart

Sara Lidman var en svensk forfatter. Ligesom mange senere har hendes første romaner deres sted i Västerbotten, således Tjärdalen (1953, dansk Tjæremilen, 1954) og Hjortronlandet (1955, dansk Multebærlandet, 1956). Alene de følgende titler, Regnspiran (1958, dansk Døtrene, samme år) og Bära mistel (1960, dansk Mistelten i hjertet, samme år), fortæller om overgangen fra kollektivroman til fordybet psykologisk indsigt i den enkelte, her Linda Ståhls lidelse og kærlighedstrængsler, om svigten, soning, tilgivelse uden mening. Et kunstnertema i bibelske toner. Lidenskaben fik tydeligere retning i de følgende politisk og humant engagerede værker under indtryk af apartheid i Sydafrika og krigen i Vietnam: Jag och min son (1961, på dansk samme år), Med fem diamanter (1964, dansk 1965), en kærlighedsroman om racekonflikter. Fra Samtal i Hanoi (1966, dansk 1967) overførtes både reportageformen og harmen over den økonomiske og politiske undertrykkelse til den hjemlige sociale verden med Gruva (1968, dansk 1969) om minearbejdernes vilkår i Kiruna. Den dokumentariske form og dens stof virkede stærkt. Med sin personlige aura blev Sara Lidman en forgrundsfigur i venstrebevægelserne og i de års skandinaviske litteratur og samfundsdebat.

Med fem romaner om jernbanebyggeriet og koloniseringen af Norrland vendte hun tilbage til sin hjemegn og skabte et epos om samfundets forvandling og kulturelle sammenstød, et sprogligt tæt og rigt værk med et mylder af personer i et mønster af stilarter. Den handlekraftige Didrik er ledende figur, fulgt fra hans opvækst i små kår til personlig og social triumf: Din tjänare hör (1977, dansk 1978), Vredens barn (1979, dansk samme år), Nabots sten (1981, dansk 1982), Den underbare mannen (1983, dansk 1984) og Järnkronan (1985, dansk 1986). I 1996 kom Sara Lidman igen med romanen Lifsens rot, et storstilet portræt af et kvindfolk i en ramme af Norrlands dramatiske udvikling af skovbruget i 1900-tallets begyndelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig