Faktaboks

Sanjay Shah
Født
11. september 1970, London, England

Sanjay Shah er en britisk erhvervsmand med indiske rødder, der siden 2009 har haft bopæl i Dubai. Shah er i den såkaldte udbyttesag tiltalt for at have svindlet den danske stat for 9,5 mia. kr. ved på vegne af sine kunder at have fået refunderet udbytteskat for fiktive danske aktieporteføljer. Sanjay Shah nægter sig skyldig og hævder, at han blot udnyttede et hul i den danske lovgivning.

Udlevering af Sanjay Shah

Den højeste retsinstans i Dubai besluttede i april 2023, at Sanjay Shah skulle udleveres til retsforfølgelse i Danmark, hvor han ved retten i Glostrup sammen med sin tidligere medarbejder Anthony Mark Patterson er tiltalt for groft bedrageri i en af danmarkshistoriens største svindelsager. Første retsmøde skulle have fundet sted i august 2023, men blev udskudt, fordi Sanjay Shah først blev udleveret til Danmark i december 2023.

Med udgangen af februar 2024 indrømmede den 52-årige brite Anthony Mark Patterson at have været med til at lænse den danske statskasse for 8,4 milliarder kr. Et svindelnummer, som ifølge hans egen tilståelse medførte, at han fik udbetalt 100 mio. kr. fra den formodede hovedmand Sanjay Shah.

Den 1. marts 2024 kvitterede retten i Glostrup med at idømme briten 8 års fængsel. Anthony Mark Patterson vil blive indkaldt som vidne i den forestående sag mod Sanjay Shah.

Sanjay Shahs karriere

Sanjay Shah blev født i England i 1970 som søn af indiske emigranter. Efter et droppet medicinstudie og en aldrig færdiggjort revisoruddannelse fulgte han pengesporet med ansættelse først i investeringsbanken Merrill Lynch og senere i Rabobank.

Solo Capital

Sanjay Shah stiftede i 2008 sig eget selskab, Solo Capital, efter at være blevet fyret fra Rabobank.

Shah fandt i lighed med en række andre spekulanter en guldmine i en tysk skattefidus kaldet cum-ex, der var vokset frem efter finanskrisen. I sin essens gik det ud på at handle aktier hurtigt frem og tilbage lige omkring udbyttedagen. Handlerne foregik mellem udenlandske parter, der formelt havde ret til at få refunderet indbetalt udbytteskat. Efterfølgende blev det forsøgt at kræve den betalte udbytteskat tilbage flere gange. Det mente mange af deltagerne var teknisk lovligt. Men i Tyskland fulgte et længere retsligt efterspil, hvor flere blev idømt lange fængselsstraffe.

Acorn

Shah fortæller i en selvbiografi fra 2018, at han tilbage i 2010 tjente et trecifret millionbeløb på den tyske udbyttefidus. Men i juni 2011 sluttede festen, da en tysk skatteinspektør studsede over et krav om en skatterefusion på 400 mio. kr., der var landet på hendes skrivebord. Det var amerikaneren Gregory Summers, der havde købt for 48 mia. kr. tyske aktier lige inden udbyttebetaling og umiddelbart efter solgt aktierne igen. Manden var kunde hos Solo Capital og fik aldrig sine penge trods trusler om søgsmål. Den tyske cum-ex-fidus var blevet lukket effektivt af myndighederne.

Dansk udbytteskat

Et års tid senere lykkedes det Gregory Summers og hans pensionsplan at få udbetalt 3,7 mio. kr. fra den danske statskasse i form af "refunderet udbytteskat". Manden bag arrangementet var igen Sanjay Shah og hans Solo Capital, der i løbet af de næste tre år formåede på vegne af sig selv og selskabets kunder at hente 9,5 mia. kr. i den danske statskasse.

Shahs liv i Dubai

Sideløbende med drænet i den danske statskasse levede Sanjay Shah et liv i luksus i Dubai. Det har han selv dokumenteret med talrige videoer på YouTube og i artikler, hvor han fremstiller sig selv som en gavmild mæcen og levemand. I et indslag på YouTube fremviser han sin 650 kvadratmeter store villa med et koralfyldt 38.000-liters akvarium med 200 kulørte fisk.

Hjertesagen er i følge Shah at støtte forskning og rådgivning om autisme, som har ramt hans yngste søn Nikhil. Han har stiftet fonden Autism Rocks, der har arrangeret velgørenhedskoncerter med verdensstjerner som Prince, Snoop Dog, Justin Bieber, Ricky Martin, Guns N' Roses og Elton John.

Shah arresteret

I 2022 blev Sanjay Shah arresteret og måtte udskifte luksusvillaen på den kunstige halvø Palm Jumeirah med en fængselscelle i Dubai. Den 6. december 2023 blev Shah udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig