René Préval, 17.1.1943-3.3.2017, haitiansk præsident 1996-2001 og 2006-11. Préval var premierminister i den første regering under præsident Jean Bertrand Aristide i 1991. I 1996 afløste han Aristide som præsident og blev den første folkevalgte præsident, der sad i en hel periode i landet. På trods af politisk uro og store økonomiske problemer opretholdt han opbakningen fra især den fattigste del af befolkningen. Préval gennemførte privatiseringer af offentlige virksomheder og anses for at have bidraget til en faldende arbejdsløshed. I 2008 var der omfattende protester mod stigende fødevarepriser, og præsidentpaladset måtte beskyttes af FN-soldater. Efter det katastrofale jordskælv i Port-au-Prince den 1.12.2010 blev Préval kritiseret for, hvad der blev betragtet som en utilstrækkelig indsats for de overlevende og hjemløse.