Jean Bertrand Aristide

Faktaboks

Jean Bertrand Aristide
Født
15. juli 1953

Jean-Bertrand Aristide. Tilhængere af Aristide protesterer mod amerikanske soldater, der patruljerer i Port-au-Princes gader i 2004.

.

Jean Bertrand Aristide, f. 15.7.1953, haitiansk præsident 1991, 1994-96 og 2001-04. Som katolsk præst i et slumkvarter i Port-au-Prince var Aristide talsmand for befrielsesteologien. Han blev i 1988 frataget sit embede under anklage for at have talt for "had, vold og klassekamp". Aristide vandt præsidentvalget i december 1990, men efter flere attentatforsøg blev han styrtet ved et militærkup i september 1991 og gik i eksil i USA.

FN-ledede forhandlinger førte i juli 1993 til en aftale om Aristides genindsættelse i oktober 1993, men modvilje fra de militære ledere på Haiti forhindrede aftalens gennemførelse. Han frasagde sig i 1995 sit præstekald og blev gift året efter. I februar 1996 udløb hans præsidentperiode.

Da valgloven ikke tillader flere valgperioder i træk, opstillede Aristides allierede René Préval, som vandt valget. I de følgende år voksede den politiske uro. Ved valget i 2000 vandt Aristide, men de fleste oppositionspartier havde boykottet valget, og efter Aristides tiltrædelse i februar 2001 øgedes den politiske uro.

Efter anklager om diktatorisk magtudøvelse og brug af private politistyrker til at arrestere og likvidere modstandere tiltog uroen i landet yderligere, indtil en opstand i begyndelsen af 2004 førte til Aristides afgang, der muligvis var påtvunget af USA. Han opholdt sig siden i eksil i forskellige lande.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig