Port-au-Prince

Port-au-Prince, hovedstaden i Haiti; 942.200 indb. (2012). Byen ligger i bunden af den store Gonâvebugt med en god naturhavn; den har en helt dominerende stilling i landet, politisk, økonomisk og kulturelt.

De store sociale og politiske problemer i Haiti fremstår tydeligt i byen, som rummer nogle af de mest trøstesløse slumområder i Amerika, men også eksklusive villaområder smukt beliggende højt over byen på skråningerne ned til bugten. Befolkningen vokser hastigt ved tilflytning fra landdistrikterne.

Byens centrale plads, Place du Champs-de-Mars, rummer bl.a. nationalmuseet med ankeret fra Columbus' skib Santa Maria. Gammel arkitektur, kirker og mange gadenavne minder om byens franske kolonifortid, mens voodookultens udbredelse peger på befolkningsflertallets vestafrikanske rødder.

Turisme ud over passagerer fra et stigende antal krydstogtskibe spiller ingen væsentlig rolle i byen, men Hotel Oloffson er legendarisk som hjemsted for forfattere, filmfolk og journalister under deres ophold i byen.

Historie

Port-au-Prince blev grundlagt af franskmændene i 1749. Byen ramtes af jordskælv i 1751 og 1770. I 1770 erstattede den Cap-Français (nuv. Cap-Haïtien) som hovedstad i den franske koloni Saint-Domingue.

Ved indledningen til den haitianske revolution blev to tredjedele af byen i 1790 hærget og nedbrændt, i forbindelse med at den franske nationalforsamling ophævede et få måneder gammelt dekret om ligestilling mellem de hvide og de frie farvede indbyggere. Under revolutionen ændredes byens navn en overgang til Port Républicain.

I Alexandre Pétions præsidentperiode fra 1807 var byen hovedstad for det sydlige Haiti og efter de to landes genforening igen for hele landet.

Den 12.1.2010 blev Haiti ramt af et kraftigt jordskælv med epicenter nær Port-au-Prince, der ødelagde store dele af byen. Jordskælvet har ifølge den haitianske regering kostet over 220.000 mennesker livet og har såret og gjort langt flere hjemløse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig