Reinhold Glière, 1875-1954, russisk komponist af belgisk afstamning. Reinhold Glière komponerede i de fleste genrer i en malerisk, national senromantisk stil. Mest kendt er hans 3. symfoni Ilja Muromets (1909-11).
Reinhold Glière
Faktaboks
Reinhold Glière
- Født
- 1875
- Død
- 1954
Kommentarer (2)
skrev Sven Monrad Jensen
Reinhold Glière døde 23. juni 1956 (ikke 1954).
Det har været en sejlivet myte i diverse opslagsværker og noter til musikudgivelser, at Glière var af belgisk afstamning. Man kan endda finde påstande om, at han var af belgisk-jødisk eller fransk afstamning. Der synes i dag at være overvejende enighed blandt kilder på internettet om, at Glières forældre var af tysk og polsk oprindelse.
Glière blev født i Kiev (Kyjiv) 11. januar 1875 (30. december 1874 efter gammel kalender). Hans far, Ernst Moritz Glier, kom fra Klingenthal i Sachsen og hans mor, Józefa (Josephine) Korczak, fra Warszawa. Han blev døbt Reinhold Ernst Glier, men ændrede senere, angiveligt omkring 1900, efternavnet. Han blev ifølge en nulevende fjern slægtning i Tyskland (Jörg Schnadt, redaktør af hjemmesiderne www.reinhold-gliere.net og www.schnadt-web.de) døbt i Deutsche Evangelisch-Lutherische Gemeinde St. Katharina Kiew, og var således næppe af jødisk afstamning. Glière døde 23. juni 1956 i Moskva.
Glières frankofilt klingende navn, en artikel fra 1927 af musikolog og komponist Leonid Sabaneyev samt mange, lidt ældre pladeudgivelser med tilhørende noter synes at have medvirket til at udbrede myten om Glières franske, belgiske eller belgisk-jødiske afstamning. For eksempel skrev pladeselskaberne Naxos og Chandos i noterne til flere CD-udgivelser fra 1990’erne, at Glière var af belgisk eller belgisk-jødisk afstamning, mens noterne til nogle nyere CD-udgivelser fra Naxos og Divine Art fra hhv. 2011 og 2010 nu oplyser det ovenfor anførte (tysk far og polsk mor).
Det kan forekomme forenklet at betegne Glière som ”russisk”, da han fødtes i Ukraine – ganske vist på det tidspunkt en del af Det Russiske Imperium – som barn af tysk-polske forældre. Jeg erkender et dilemma mht. at angive en mest dækkende nationalitet, når nationen, han var borger i, blev så gennemgribende forvandlet i hans levetid. "Russisk/sovjetisk" eller "ukrainsk/sovjetisk" ville muligvis være mere dækkende.
Endelig stiller jeg spørgsmålstegn ved at udpege ét værk (3. symfoni) som værende hans mest kendte. Det er vel vanskeligt at måle objektivt. Det samme forbehold ville jeg have for beskrivelser af de fleste komponister. Er Beethovens 5. symfoni mere kendt end "Måneskinssonaten"? For Glières vedkommende kunne man ligeså vel have nævnt nogle af hans ballet-, opera-, kammer- og orkestermusikværker (blandt de sidstnævnte for eksempel marcher, tonedigte, suiter, koncerter og – ja – den omtalte og kendte 3. symfoni). Det mest brugbare udsagn i artiklen er: ”Glière komponerede i de fleste genrer i en malerisk, national senromantisk stil”. Glières nationalromantisk og senere ”proletariatromantisk” prægede musik sikrede ham stor popularitet og officiel anerkendelse både før og efter Oktoberrevolutionen i 1917, og han fik tildelt en stribe sovjetiske ordener og udmærkelser. Hans virke i kaukasiske og centralasiatiske Sovjetrepublikker afspejles i et umiskendeligt ”orientalsk” præg på en del af hans kompositioner.
Lademanns Leksikon fra 1970’erne bragte en mere informativ artikel (og tilsyneladende faktuelt korrekt; jeg har dog ikke kontrolleret alle de der angivne årstal). Raunkjærs Konversationsleksikon angav fejlagtigt, at Glière døde i 1926.
Referencer:
https://www.britannica.com/biography/Reinhold-Gliere
https://www.universalis.fr/encyclopedie/reinhold-gliere/
https://en.wikipedia.org/wiki/Reinhold_Glière
https://de.wikipedia.org/wiki/Reinhold_Moritzewitsch_Glière
http://www.reinhold-gliere.net
http://www.schnadt-web.de
https://d2ajug1vehh95s.cloudfront.net/25083booklet.pdf
https://www.chandos.net/chanimages/Booklets/CH9518.pdf
https://www.chandos.net/chanimages/Booklets/NA0858.pdf
https://www.chandos.net/chanimages/Booklets/NX2713.pdf
skrev Erik Henz Kjeldsen
Tak for din udførlige kommentar. Vi har endnu ikke en fagansvarlig om bord for "Udenlandske komponister 1900-50". Så snart der er en fagperson på plads, vil vi bede vedkommende tage stilling til din kommentar.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.